“Næ, jeg ved ikke, hvad du mener.”

Kære Annette Lind. Hvorfor bliver min kritik af skolens forhold affærdiget med, at jeg taler skolen ned?

Forleden spurgte jeg min store søn på 16, hvad de egentligt gjorde på hans skole, når elever var voldsomme. “Hvad?”, sagde han og så uforstående hen på mig. “Jeg mener, sådan når en elev kaster med ting inde i klassen eller går på angreb på elever?” Knægten så stadig uforstående på mig. “Det gør de ikke”, var hans svar. “Har du aldrig set en elev blive slæbt på kontoret?” “Næ, jeg ved ikke, hvad du mener.

Mit moderhjerte blev helt glad. Nærmest lykkelig. Hvor heldigt at have et barn, der ikke skal have disse billeder med på nethinden fra sin skolegang. En venlig tanke til min bopælskommune, der heldigvis har været noget langsom i optrækket med hensyn til at indføre visse af skolereformens elementer.

Samtidig blev jeg også ramt af sørgmodighed. Over selv at være i et arbejdsfelt, hvor fastholdelser ikke mere er en sjældenhed. En tanke til de første 14 år som lærer, hvor jeg aldrig havde en fastholdelse, og så de sidste 4, hvor skemaer til beskrivelser af voldsomme situationer blev en almindelighed og dukken-sig for kasteskyts en disciplin.

Jeg fik også en aha-oplevelse af snakken med sønnen. En forståelse af, hvor svært det kan være at sætte sig ind i andres sted. En forståelse af, hvorfor man som lærer kan rende panden mod en mur gang på gang, når man forsøger at beskrive, hvad man er en del af. For hvordan skal man vide det, hvis man ikke ser det, ikke har skullet prøve at dukke sig, fået slag på kroppen, mærke følelsen af dyb utilstrækkelighed og en nærmest vanvittig vrede over ikke at have mulighed for at udføre sin kerneopgave, nemlig undervisning og læring. “Jeg ved ikke, hvad du mener.”

Jeg får skyld for at tale folkeskolen ned. Annette Linds udtalelse vandrede rundt i pressen d. 24. februar, og ifølge den skulle jeg være medskyldig i elevflugten fra folkeskolen.

Nej, sådan ser jeg det faktisk ikke. Jeg beskriver rent faktisk, hvad der sker – lige derude i skolen. I dagligdagen – uden pressedækning.

Jeg ser til tider voldsomme ting. Jeg ved, at mine elevers faglige niveau er faldet. Jeg ved, at elever ikke får læst lektier på samme måde som før. Jeg ved, at elever er trætte og kede af de lange dage. Jeg ved, at understøttende undervisning bliver fyldt med hvad-man-nu-lige-kan finde-på aktiviteter. Jeg ved, at pædagoger står alene med fag, som de ikke er uddannet i. Jeg ved, at mit samarbejde med kollegaer er blevet mindre end nogensinde. Jeg ved, at der sidder inklusionselever rundt omkring, som i den grad mistrives.

Hvordan skal jeg kunne arbejde for at disse forhold bliver ændret, når jeg ikke må sige dem højt? Hvordan skal dagligdagen kunne ændres, når jeg nærmest får at vide, at den virkelighed, som jeg står midt i, ikke eksisterer eller får skudt i skoene, at jeg taler virkeligheden ned?

socialdemokratenKære Annette Lind. Jeg har stadig et medlemskort til Socialdemokratiet, og jeg er aktivt deltagende. Men partiskabet er hele tiden til overvejelse, for jeg oplever ikke, at der bliver lyttet i toppen omkring skolereformen. Men måske er det bare fordi, at I er heldige som min søn. “Jeg ved ikke, hvad du mener?”

 

 

 

Kommentarer