Naiviteten om folkeskolen må stoppe nu

De sidste års rekord mange tiltag på folkeskolen drukner lærerne i administrative og socialt beslægtede opgaver, hvor alt skal dokumenteres. Reformen fungerer ikke, men der er tilsyneladende ingen grænser for politikkernes ambitionsniveau og folkeskolens rummelighed. Man vil det hele for ingen penge. Og helst på én gang. Man vil så meget, at man i virkeligheden ikke rigtig ved, hvad man vil.

Børnene i folkeskolen skal lære mere, og lærerne skal gøre undervisningen mere varieret. Børnene skal trives bedre og bevæge sig. Helst flere gange om dagen. Børn med specielle behov skal have normal undervisning, så de inkluderes blandt andre børn. Forældrene skal have mere indflydelse på skolens hverdag. Hvordan gør vi det? Vi skærer i forberedelsestiden, sætter antallet af lektioner op, forlænger skoledagen og giver lærerne flere administrative opgaver. Lærerne skal i øvrigt dokumentere, hvad de selv laver og hvad alle børnene har lært.

Polemikken om folkeskolen er naiv. Aldrig før har der været så meget dobbeltmoral omkring en institution, alle elsker at hade. Hver uge konfronteres danskerne med politisk naive og akademisk snobbede idéer til, hvordan lærere burde forholde sig til reformens nye læringsteorier om mål, resultater og trivsel. Børnene skal lære at lære mere, alt imens det store politiske skyggekabinet sørger for, at det ganske enkelt er en umulig opgave for lærerne at leve op til. Reformen med dens hysterisk kvantitative mål- og resultatstyring fordrer, at konkurrencesamfundet bevares for enhver pris. Nationale tests, varieret undervisning, fælles mål, læringsmål, synlig læring, inklusion, arbejdstidsskemaer, elevplaner, elevsamtaler, indberetninger, skoleudtalelser, underretninger, hvilke retninger? Bare giv den gas, og hvis du ikke kan følge med, kan du komme i lære hos professor Niels Egelund, som vil bede dig ”holde kæft med dit pis og komme i arbejdstøjet[1]. Man fristes til at spørge, hvad der egentlig blev af det, lærerne oprindeligt var uddannet til?

Ingen målinger tyder på reformsucces
God undervisning kræver forberedelse. God trivsel kræver også forberedelse. Hvis børnene i folkeskolen overhovedet skal udvikle sig, dannes og lære, så kræver det, at lærerne er forberedt godt nok. Men der er sjældent tid til det hele, og lærerne tvinges ofte til at prioritere mellem velforberedt undervisning, trivsel eller andre opgaver. Derfor står folkeskolen med et problem. Problemet er specielt opstået inden for de sidste fem år, siden lockouten, skolereformen og lov 409 om lærernes arbejdstid. Der har været mange omfattende undersøgelser om skolereformen, og ingen af dem konkluderer, at eleverne er blevet signifikant bedre rent fagligt. Børnene lærer hverken mere eller mindre efter reformen. Dog viser den seneste internationale læseundersøgelse PIRLS, at børn, der er startet i skolen efter reformen, læser markant dårligere end før reformen[2]. Der er heller ikke nogen indikationer på, at trivslen er blevet bedre. Tværtimod lyder erfaringerne fra landets skoler, at den manglende tid til det enkelte barn har indflydelse på trivslen. Specielt er det gået ud over de mest sårbare børn i folkeskolen[3].

Læremanglen har også sat sine spor på landets skoler. Andelen af ansatte i folkeskolen, der ikke er læreruddannet er stigende. I 2015 havde 9,9 pct. af de læreransatte højst en gymnasial uddannelse. Ifølge AE-Rådet er det en stigning på over 50 procent siden 2013[4], og det tal er bestemt ikke nedadgående. Der er ikke på nogen skoler noget sted i verden, hvor flere undervisningstimer har vist sig at være mere gavnlig for børnenes indlæring. Forskningen bekræfter sjovt nok det samme. Det vidste man med reformens indførelse. Ligesom der heller ikke er belæg for, at læringsmålsstyret undervisning har nogen som helst effekt på elevernes faglige niveau. Ifølge OECD’s årlige Education at a Glance-rapport er det gennemsnitlige timetal per lærer steget med 121 timer på bare ét år. I løbet af de seneste fem år er elevtallet faldet med 5 procent, og lærerantallet er faldet med hele 14 procent. Samtidig skal eleverne være 36 procent mere i skole. Og sådan kunne det blive ved.

Faglighed på automatpilot
Med stigende kontrol og forringede arbejdsvilkår er det svært at forestille sig skolens medarbejdere have tid og overskud til at prioritere gennemarbejdede undervisningsforløb gennem en hel arbejdsuge. Politikernes uudslukkelige tørst på new public management fortrænger børnenes nysgerrighed og kreativitet proportionelt med uanede mængder af kravspecifikationer. Konsekvensen er, at undervisningen på mange skoler erstattes af smarte digitale læringsplatforme og faglighed på automatpilot. Reformens nationale tests, læringsmål og synlig læring sætter børn i kasser og placerer dem på en rangliste over præstationer. I værste fald reduceres børnene til klienter.

Naiv og selvmodsigende
Reformen kommer ikke til sin ret, fordi lærerne drukner i administrativ kassetænkning og en arbejdsmæssig hastighed, der alt for ofte efterlader eleverne til sig selv og ansvar for egen læring. Derfor er det gængse læringssyn i reformen naivt og selvmodsigende. Det baseres på en socioøkonomisk forestilling om, at præstation og konkurrence er styrende for det endelige mål om succes i livet. Børn skal ikke kæledækkes, men folkeskolen er en institution, der har med mennesker at gøre, og vores børn skal ikke konfronteres med deres mangler, men deres styrker. Det er vel også i denne erkendelse, at flere kommuner har valgt at lave lokalaftaler om lærernes arbejdstid. Men alligevel stiger undervisningstimetallet hvert år, fordi kommunerne bliver ved med at spare.

Når nu intet tyder på, at skolereformen skaber bedre forudsætninger for læring, trivsel eller arbejdsglæde, kan det i den grad undre, at politikerne bag reformen og lov 409 stadig klamrer sig fast til begge dele. Det er på tide at skolens professionelle får den nødvendige tid, der i sidste ende er kilden til børnenes læring, selvtillid og drømme.  

Kommentarer