Nationale test er kejserens nye klæder

Peter og Kenneth går begge i 4. klasse. Nationale test var sidste år i matematik og i år er danskfaget i fokus. Peter klarede sig rimeligt. Han fik nok til at ligge omkring middel i forhold til landsgennemsnittet. Han troede faktisk at han var den bedste i klassen, så var lidt skuffet. Peters bedste ven Kenneth var til gengæld helt oppe og køre. Han fik et resultat, som viste at han var over landsgennemsnittet. Grunden til at Kenneth var helt oppe og køre, var at han normalt har rigtig svært ved matematik. Hans mor blev helt vildt glad og købte en gave til ham. Nu havde han endelig knækket koden. Peter fik ingen gave. Men hans far fortalte ham, at han skulle tage sig sammen og øve sig mere.

Men er nationale test retvisende for de enkelte elevers niveau? Kan I som forældre og os som lærere regne med resultaterne? Svaret er et stort rungende nej! Resultaterne er så misvisende og upræcise, at de ikke viser noget om den enkelte elevs niveau.

”selvom læreren blot får at vide, at Peter har fået en score på 50 i tekstforståelse i 2. klasse, så medfører den indbyggede statistiske usikkerhed, at man ikke med sikkerhed kan sige andet, end at han er på niveau med seks klassekammerater, der har fået en lavere score, og ni elever, der har scoret højere end ham.”

Ovenstående citat er fra Jeppe Bundsgaard, som er Professor ved DPU. Det betyder altså at I som forældre og os som lærere ikke kan bruge resultatet som et pædagogisk redskab eller som et retvisende billede af en elevs niveau. Jeppe Bundsgaard er langt fra den eneste kritiker af nationale test, hvis du er I tvivl, så bare prøve at Google kritik af nationale test.

Men, hvis nationale test ikke kan bruges, hvor god eller dårlig er folkeskolen så? Den gode nyhed er heldigvis, at den danske folkeskole stadig er i verdensklasse! Igen, prøv at Google PIRLS, ICCS, TIMSS og ICILS, så vil du opdage at disse undersøgelser viser et dansk skolesystem i verdensklasse og som resten af verden beundrer.

Hjælp med at sprede budskabet om, at nationale test slet ikke viser, hvor god dit barn eller min elev er. Hjælp med at sprede budskabet om, at den danske folkeskole faktisk er hamrende god. Danske elever regner og læser faktisk rigtig godt. Danske skoleelevers trivsel er fantastisk og i forhold til at skabe demokratiske medborgere er Danmark faktisk verdensmestre. Er du i tvivl? så prøv at Google det.

Hjælp med at sprede budskabet. Nationale test er kejserens nye klæder. Danmark har en fantastisk folkeskole.

Kommentarer