Nedslidt som 50 årig – er det erhvervsvejen frem ?

Josefine vil gerne arbejde i køkken. Jeg kender hende og hun vil uden tvivl blive en helt fantastisk køkkenassistent. Johannes vil gerne være tømrer og Peter vil gerne være murer. Peter har sine betænkeligheder; ”man bliver nedslidt som murer og får mange smerter. Det har jeg ikke rigtig lyst til, selvom jeg tror, at jeg vil kunne lide arbejdet”. Ret skarpt set af Peter i 4. Klasse – muligvis hjulpet godt på vej af far og mor, der begge arbejder i en fagforening.

”Lærerne har selv gået på gymnasiet. Derfor kender de den vej og opfordrer eleverne til at vælge den uddannelsesretning de kender selv.” En temmelig oppotun politisk holdning, der skal forklare, hvorfor så få elever vælger erhvervsuddannelserne. Men hvad nu hvis det ikke forholder sig sådan? Hvad nu, hvis både lærere og elever er godt oplyste om, hvad en erhvervsuddannelse også fører med sig ?

Vi har set en reform om førtidspension og en tilbagetrækningsreform. Begge til skade for de elever, der vælger en erhvervsuddannelse. Vi ser hvordan nedslidning og arbejdsskader ikke fører til efterløn eller en førtidspension, men til kontanthjælp med et uendeligt antal arbejdsprøvninger under store smerter. Vi ved, at det ikke er realistisk, at en murer fysisk kan holde til arbejdet til han eller hun er over 70.

Vi hører, at vi ikke kender fremtiden og vores elever vil blive mindre fysisk belastet, ”Når robotterne kommer”, men hvordan kan vi rådgive om en fremtid, vi ikke kender og som vi ikke ved bliver en realitet ?

Det vi ved er, at fysisk krævende arbejde slider. Det vi også ved er, at flere af de nyligt vedtagne reformer ikke tager hensyn til mureren, køkkenassistenten, pædagogmedhjælperen og sosuassistenten.

Jeg ønsker ikke et liv for mine elever, hvor de bliver nedslidt i et samfund med hullet sikkerhedsnet. Det er den virkelighed, jeg og eleverne er nødt til at forholde os til – indtil den dag, hvor nye reformer og eventuelle robotter bliver en realitet.

Kommentarer