Nysprog i Folkeskolen

Som en anden avlsko er folkeskolen blevet insemineret. Ingen brunstig tyr var involveret, ikke engang den  fornøjelse var der plads til. Bare en anonym inseminator med sprøjten klar og protokollen under armen. Indholdet i sprøjten er et sprog så klinisk, teknokratisk og vikelighedsfjernt, at man  får bange anelser om hvordan  afkommet vil se ud. Kønt bliver det næppe.

I stedet for at bruge vores stærkt begrænsede  tid til udvikling af skolen, bliver den i øjeblikket brugt på det modsatte, nemlig afvikling.

Afvikling af skolernes selvbestemmelse. Afvikling af den fornemme danske uddannelsestradition, hvor kærlighed til kundskaber, og til det at ville noget med nogen afløses af digitaliserede input og outcome, facilitering, maksimering, effektivitet, produkt, dataindsamling, evidens, styring… og jeg skal give dig, skal jeg.

Hvornår begynder vi at grine og en af de ansvarlige forskere siger : “Hold da op, det var jo bare for sjov. Selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at lade tvivlsomme forskningsresultater blive til koncepter der via dyre konsulenthuse kunne sælges til kommuner over hele landet. Jeg bryder mig jo slet ikke om den form for ensretning og sovjetkommunistisk tilgang…, og jeg havde da ikke drømt om at det var så nemt at få forvaltningerne med på mine ideer. Fat det nu. Det var en joke!”

Nysprog kaldte George Orwell det sprog som magthaverne i romanen “1984” indførte . Et sprog der var beregnet på at tæmme, styre og ensrette befolkningen.

Nysprog kan man kalde det der er sprøjtet ind i den store varme folkeskolekrop, beregnet på nogenlunde det samme.

Jeg bliver uendelig trist, når jeg lader blikket glide nedover de læringsmoduler som mange skoler i øjeblikket er tvunget til at arbejde med. For sproget er langtfra det man kunne forvente, når det gælder skolebarnets uddannelse. Det er et sprog hentet fra en moderne produktionsvirksomheds vokabular. Klinisk, inhumant, kalkulerende. Jeg vil ikke bestride at det kan være det helt rigtige for succes i erhvervslivet, men finder det latterligt hvis man kan tro på  at det skulle  have en positiv indvirkning på skolens overordnede virke og elevernes trivsel og resultater.

For skolen med alt hvad den indeholder, især børn, er langtfra klinisk. Skolen er farvestrålende blomster og en sump af smat og mudder. Den er et sted fyldt med modsætninger og skævheder, med kæmpestore spørgsmål og  bittesmå detaljer. Et sted fyldt med venskaber og fællesskaber og konflikter og diplomati. Med ældgammel viden og splinterny teknologi. En heksekedel er den, skolen. Den kan ikke puttes i en maskine og så kommer der pæne ens klumper af elever ud i den anden ende.

Lærerne er, surprise, surprise!!…, heller ikke ens. Hvornår er man holdt op med at hylde mangfoldigheden? Hvornår er det blevet en god ide at læreren ikke i sig selv er en autoritet, men bare skal læne sig op af nogle tanker andre har tænkt?

Hvis ikke der er plads til forskelle, så kommer vi til at havne på den nok så berygtede laveste fællesnævner. Giv skolerne og lærerne friheden tilbage inden de ender i total desillusion. Brug lærernes engagement positivt og i en samarbejdende ånd. Der findes metervis af stærke lærerressourcer, som ikke bliver brugt, fordi de skal bankes på plads i et rigidt og teknokratisk system. Hyld den frie pædagogiske tradition, demokratiet og de faglige kvaliteter, det giver rigtig god mening, også økonomisk.

Kommentarer