Nytter de røde faner?

Der flages disse dage.

Ikke med dannebrog, men med de røde faner.

Der fejres ikke noget, men der kæmpes for noget.

Men nytter det?

 

Nogle griner hånligt af folkene på pladserne, der forsøger at stå stolte og med håb for fremtiden. Andre sidder hjemme med modløsheden eller ligegyldigheden. Der bliver skrevet artikler om, hvorfor de røde faner bæres frem, og hvorfor det ikke virker.

De fleste af dem, der ikke står derude, stiller sig selv spørgsmålet: ‘Nytter det overhovedet?’

 

Ja, det gør det! Men det virker ikke på samme måde, som for 50 år siden.

Der er skrevet historie om den påvirkning, demonstrationer kan have, og tidligere var mængden af deltagere et udtryk for, hvor mange der bakkede op om sagen.

I dag skal vi finde virkningen et andet sted. Nemlig i medierne.

Enhver form for handling, der er stor nok til, at medierne vil dække det, giver mulighed for, at det kan deles på de forskellige sociale medier, og med den rigtige vinkel, så deles artiklen ud til de modløse, som finder håb og deler videre.

Mængden af delinger og holdningstilkendegivelser giver parterne en idé om, hvor støtten ligger, og hvor mange der er på hver siden af fronten.

Nogle ser ikke de røde faner som en trussel, andre frygter deres virkning og får travlt med at kritisere og nedgøre det sammenhold, den musketered, der ligger bagved – og så er der dem, der finder håbet frem, når de ser, at de ikke er alene med deres røde indre fane, deres indre kamp.

 

En demonstration bliver symbolet på et tilhørsforhold. Og selvom man ikke står med på pladsen som deltager, så bestyrker enhver opmærksomhed på optoget de passive i, at de hører til et sted, at de ikke er glemt, og de føler med faneholderne – og de deltager med deres delinger.

De røde faner nytter.

 

Men ingen demonstrationer – ingen delinger.

Derfor er det ikke ligegyldigt, om du møder op under fanerne.

Kommentarer