Økonomisk straf virker ikke mod skolevægring

Jeg GIDER ikke” sagde barnet og insisterede på, at hun var en fisk, der kun kunne svømme i tidsrummet 8.00 – 15.00 – eller for variationens skyld flyve. ”Jeg har vinger” sagde hun og var på vej ud gennem vinduet i 2. Sals højde. ”Jeg gider IKKE” sagde hun – og lagde sig under bordet, i vindueskarmen, i hjørnet eller for variationens skyld siddende ved bordet med hoved hvilende på hænderne og øjnene lukkede. Det var altså, når hun kom i skole og det gjorde hun ikke så tit.

”Hvad skal vi gøre. Hun vil ikke. Vi kan ikke få hende af sted?” sagde forældrene. Bevidste om vigtigheden af skolegang. Og forældrene prøvede alt muligt. Belønninger, konsekvens og lange samtaler om vigtigheden af at gå i skole. ”Jeg VIL IKKE ” sagde barnet.

Og skolen prøvede alt muligt. ”Prøv at give barnet valgmuligheder” sagde skolepsykologen – og der blev givet valgmuligheder. ”Jeg VIL IKKE” sagde barnet. ”Prøv at fokusere på alt det positive” sagde skolepsykologen – og der blev fokuseret. Selv det mindste lille bitte åbne øje blev rost. ”Prøv med et reduceret skoleskema” sagde skolepsykologen og det blev gjort. Det hjalp ikke.

”Jeg VIL IKKE” sagde barnet – og skole og forældre blev enige om, at der nok skulle noget ekspertise på banen. Underretningen blev skrevet i fællesskab. Barnet kunne være hvem som helst. Diagnoserne underretningen første med sig kunne være så meget. Autisme, OCD, adfærdsforstyrrelse, ADHD…..

Og måske hjalp et skoleskift. Måske ikke. Og uanset om det hjalp eller ej. Ville man allerede, når diagnose og skoleskift lå klar have mistet flere års undervisning. Når skoleskift ikke virker, forsætter skolevægringen og forældre og skole bliver efterladt rådvilde. Barnet efterladt i mistrivsel.

HVORFOR vil børn ikke i skole? Ofte kan vi som voksne ikke finde svaret. Vi leder og finder det ikke. Barnet selv har hverken indsigt eller sprog til at kunne sige ” kan ikke”, ”får angst”, men holder fast i et ”gider ikke” eller ”VIL IKKE” , der i et arbejdsomt samfund virker yderst provokerende. Men i det mindste spørger vi os selv om ”hvorfor?”

Regeringens løsning: ”I familier, hvor børn ikke gør i skole, skal børnechecken modregnes” stiller ikke det spørgsmål, men går ud fra at skolevægring skyldes slaphed, dovenskab og manglende konsekvens. Og det gør det – nogengange. Men her har vi allerede et redskab. Her kan man sætte ind med sociale indsatser målrettet familien – at vi i folkeskolen sjældent – og i mit lange lærerliv aldrig har set det praktiseret er en anden snak. Kommunerne kan, hvis de vil. De gør det bare ikke i det omfang jeg som lærer kunne ønske.

”vi modregner børnepengene”. Hvad hjælper det den familie og det barn, der ser døde mennesker hænge fra træerne, som er bange for en dag, at slå sin mor ihjel og som kun kan komme i skole, med en amulet, ”der beskytter mod det onde” hængende omkring halsen ? ”vi modregner børnechecken” virker ikke mod angst, autisme, OCD. ”vi modregner børnechecken” virker ikke mod fejlslagen inklusion. ”vi modregner børnechecken” virker mod den skolevægring vi allerede har redskaberne til at løse. Dem skulle vi måske tage, at gå i gang med at benytte os af i stedet for.

Kommentarer