Offentlig ansat med opsang til Løhde og KL: I vil kun tage og ikke give!

Jeg blev ansat som lærer i 2013 lige efter lockouten. Jeg blev mødt af kollegaer, som ikke orkede at lære mit navn, samarbejde og faglig sparring blev mest af alt en henvisning til kopimapper (med besked om at efterlade originalen), samt et manglende overskud der medførte, at jeg, som en af de nye, måtte tage styring på nye tiltag. Jeg mødte og blev selv en del af de stressede kollegaer. Lærere der løber så hurtigt, at de glemmer ting, overser elementer de havde tid til før, samt den overvældende følelse af at gøre ting halvt, fordi det hele skal gøres på den halve tid. Nej undskyld – Det dobbelte skal gøres på den halve tid.

De fleste af mine tilbageværende kollegaer er næsten kommet sig oven på lockouten, men med den stadig mere truende konflikt i fremtiden og den hårde tone i medierne, betyder det, at de opgivende ansigter er på vej tilbage.

Det er ikke kun i lærerfaget det ser sådan ud. Jeg har venner og familie, som arbejder i det offentlige. Alle skal løbe så stærkt, at kvaliteten lider i en sådan grad, at både den arbejdsglæde og stolthed der skinnede ud af dem tidligere, nu er forsvundet som dug for solen. En af de klare konsekvenser er de stigende stressrelaterede langtidssygemeldinger, flugten mod det private og de kolossale problemer med at rekruttere til det offentlige i alle sektorer.

Så Løhde stop! Stop med at få det til at se ud som om, at alle vi hårdtarbejdende mennesker i den offentlige sektor, er en flok forkælede og overbetalte klynkere. Det eneste vi beder om er en løn der matcher udviklingen i samfundet. Vi sørger for, at Danmark løber rundt og med de forventninger der er til os i forhold til tempo og opgaver, så beder vi ikke om for meget.

Vi er stolte, dedikerede pædagoger, sygeplejere, lærere, Sosu’er og mange flere, som hver eneste dag går på arbejde og sørger for at vi trods nedskæringer, øget pres og færre medarbejdere, stadig får Danmark til at hænge sammen og fungere.

Og vi tager ikke uden at give. Vi giver hver eneste dag. Så meget at flere ikke kan følge med og resten ikke kan give mere.

Nu er på tide at I, jer der sidder på pengene, får jeres prioriteringer i orden. Stopper med at pege fingre af alle dem der udfører det arbejde I ikke agter, men som vi er mange der brænder for. På tide at I stopper med at forringe vilkår, i en sådan grad at stoltheden forsvinder og muligheden for at skabe attraktive arbejdsplader forsvinder helt.

Alle vokser af anerkendelse og respekt. Det er på tide, at de offentlige ansatte får, hvad de fortjener. Pak pegefingeren væk og få øjnene op for alle de mennesker, der på daglig basis kæmper for den danske velfærd. Giv dem den løn og de arbejdsvilkår de fortjener!

Kommentarer