Og så var der 5 kr tilbage

”I skal indbetale 300 kr i kontanter til forplejningen og vi har vedtaget et maksimum på 200 kr i lommepenge til de 4 dage vi skal på lejrskole”
Det er ikke fordi det er urimeligt. Selv med mine kraftigste urimelighedsbriller på, kan jeg ikke se at det er urimeligt.

Skolen sørger for personale, indkvartering og adgang til museer – og var børnene hjemme, skulle de også have mad. 75 kr om dagen til forplejning – ja sådan nogle teenagebøffer indtager uhyrlige mængder af mad – det ved de fleste teenageforældre, der – hvis de ligner mig, kan undre sig over, hvor hurtigt sådan et køleskab bliver tømt. Det virker nærmest som om, at en helt særlig grønthøster forbeholdt køleskabe indtager køkkenet et par gange om dagen.

Men så er der lige Sofie. Hun har som mange andre enlige forældre på kontanthjælp i omegnen af 80 kr om dagen til mad, hygiejneartikler og eventuelle fornøjelser.

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7071771/Mødrene-til-Danmarks-fattige-børn-har-brug-for-vores-solidaritet

”vi finder ud af det” siger vi til hinanden. Jeg har aldrig været på en skole, der ikke ”fandt ud af det” – finde ud af det, er en læreromskrivning for, alle skal med – også Sofies børn.

Efter forplejning til Sofies lejrskolebarn har hun i de 4 dage, derfor 5 kr om dagen til mad, tøj og fornøjelser – altså hvis man ikke regner lommepengene med. Det dækker ikke så meget mere end forbruget af toiletpapir.

Men vi finder ud af det. Det gør vi. Det kræver bare, at Sofie er åben overfor skolen i forhold til den økonomiske situation. Det er der nogle forældre der er, for andre er det en ydmygelse og de betaler hellere, end at sige tingene som de er.

Det er ikke urimeligt, at betale for sit barns mad på en lejrskole, men det er fuldstændig urimeligt, at vi har forældre som Sofie, der har så lidt at leve for, at almindeligt forekommende udgifter vælter en måneds budget. Får Sofies børn lus, koster det 1- 2 dages mad og diverse budget. Et par nye gummistøvler 2-3 dages budget. Penalhus 1-2 dages budget. En tabt nøgle er halvdelen af en hel dags budget.

Sådan er hverdagen for Sofie.

Men ”vi finder ud af det” – en gang imellem og så ofte det kan lade sig gøre, men jeg skammer mig. Jeg har vel ikke nogen grund til det, men jeg skammer mig og det er vel ikke den bedste begyndelse for et lejrskoleophold. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne glæde mig i stedet.

Kommentarer