OK18: blev en fuser for lærerne!

Jeg stemmer nej – det gør jeg for eleverne, mine kolleger, mig selv og for folkeskolen som helhed.

Vi, lærere, har brug for en arbejdstidsaftale både for at sikre os ordentlige arbejdsvilkår, men i lige så høj grad for at kunne levere ordentlig undervisning til vores elever – vi skal huske, det her handler om eleverne og deres mulighed for at få en ordentlig undervisning.

Jeg husker tydeligt de dage i april måned 2013, da vi stod med vores hvide T-shirts iført skriften ”Kvalitet eller discount” – ”Tvungne heldagsskoler + mindre tid til forberedelse = Discount undervisning”, da vi samledes i lange rækker på veje og i byer, for at gøre opmærksom på hvilke store konsekvenser det ville få for fremtidens folkeskole, at vi ikke blev hørt og havde medejerskab til, hvordan folkeskolen skulle udvikle sig i fremtiden. Jeg husker tydeligt det store tillidsbrud, jeg følte og stadig føler. Kommunernes Landsforening (KL) havde ikke tillid til, at jeg og mine kolleger gjorde vores arbejde professionelt og ansvarsfuldt. Konsekvensen heraf var at KL med Michael Ziegler i spidsen lockoutede os med bevidstheden om, at de havde moderniseringsstyrelsen og den daværende regering i ryggen.

Lov 409 betød, at de overordnede og væsentlige rammer for mit og mine kollegers arbejde ikke længere blev aftalt via dialog og kompromisser mellem Danmarks Lærerforening (DLF) og min arbejdsgiver KL. Danmarks Lærerforening var før 2013 med under udarbejdelsen af overenskomsaftalen og medvirkede ved den endelige formulering af dennes enkelte elementer, dette var med til at sikre, at vi der på daglig basis arbejder i folkeskolen følte os hørt og vores professionalisme blev anerkendt og værdsat. Det sluttede med lov 409.

Der er ingen evidens for, at en længere skoledag og flere undervisningstimer er lig med dygtigere elever, snarere tværtimod. Der er endvidere mange undersøgelser, der viser, at omdrejningspunktet og den væsentligste faktor for god undervisning og dermed børns læring, er læreren. Det er muligheden for at lave en varieret, differentieret og struktureret undervisning, vi lærere har brug for, det sker bl.a. gennem tid til forberedelse. Den forberedelse er minimeret betragteligt med det øgede antal timer, vi skal undervise. Hvis vi kigger til Finland, så har eleverne langt færre undervisningstimer end i Danmark, og de klarer sig rigtig godt. Det, de til gengæld kan bryste sig af i Finland er, at lærerne har massiv opbakning fra politikere, arbejdsgivere og befolkningen. Lærerne får den anerkendelse og dermed den autoritet, som er helt nødvendig.

Siden lockouten i 2013 har rigtig mange lærere skiftet arbejde, nogen har søgt over til Fri- og privatskolerne andre helt udenfor skoleverdenen. I øjeblikket er der 17.000 læreruddannede, der ikke er en del af folkeskolen, det skal ses i sammenhæng med, at der i rigtig mange kommuner er store problemer med at rekruttere uddannede lærere. Derudover har der siden 2012 været en markant stigning af lærere med stress hvilket kan ledes direkte tilbage til lockouten. Det er ikke kun vi lærere, der har mærket konsekvensen på egen krop af de forandringer, der er sket, også stigningen af stress blandt eleverne er synlig.

Jeg er ikke tilfreds med udbyttet af overenskomstforhandlingerne, der er intet i aftalen set fra min synsvinkel. Jeg er godt med på, at det hele ikke vil blive rullet tilbage. Men jeg var overbevist om, at det i hvert fald ville lykkes at få noget på arbejdstidsreglerne. Nu har vi fået en kommission, der ikke har nogen som helst beslutningskompetence, men kun kan komme med forslag og anbefalinger, men der er ikke noget forpligtende i det. Michael Ziegler har allerede været ude og sige, at han ikke lover nye arbejdstidsregler. Jeg er rigtig alvorlig bange for, at det bare er en syltekrukke, så vi vil stå samme sted i 2021, når der skal forhandles igen. Det er jeg meget bekymret for, at vi som lærerstand og folkeskole ikke kan holde til.

Jeg synes langt hen af vejen, at Anders Bondo har kæmpet en sej kamp, for os der er medlemmer i DLF og som forhandlingsleder for forhandlingsfællesskabet generelt, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale på baggrund af det indhold og den aftaletekst, der er på nuværende tidspunkt. Jeg vil lige slå fast, at jeg absolut ingen intentioner har om at melde mig ud af DLF – stærke fagforeninger er uundværlige i fremtiden, hvis vi lønmodtagere fortsat skal have gode arbejdsvilkår.

Jeg frygter dog, at fagforeningerne forpassede en enestående chance for at skabe reelle forbedringer indenfor det offentlige arbejdsmarked. Forhandlerne havde gennem stærk kommunikation og agitation fået mobiliseret medlemmerne i deres respektive foreninger. Det var dog ikke kun i de respektive foreninger, der blev kaldt til kamp – Vi stod skulder ved skulder og ville ikke lade os nøje med mindre end ”en løsning for alle”. Jeg må desværre konstatere, at det bare var tomme ord, og når det kom til stykket, så var egne interesser vigtigere end det sammenhold og fællesskab, som skulle forbedre de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår over en bred kam. Når det er sagt, så er min fornemmelse, at der spirede et fællesskab op mellem lønmodtagere fra forskellige faggrupper ikke kun indenfor de offentligt ansatte, men også på det private arbejdsmarked, der var rigtig mange der sympatiserede med os. I forlængelse af dette er jeg helt sikker på, at vi lærere ikke står alene, og at der er rigtig mange mennesker, der vil bakke os op i vores krav om at få en arbejdstidsaftale, som alle andre har.

Er det bedre at stemme nej og gå i konflikt? Det er jo et stort og meget komplekst spørgsmål, som vi, lærere, stiller os selv i øjeblikket og mange er ambivalente med god grund – vi vil jo vores elever og folkeskolen det allerbedste. For mit vedkommende er jeg afklaret, jeg skal kunne se mig selv i øjnene, i forhold til hvad jeg mener, er de væsentligste elementer for at føre god skole. Her er en arbejdstidsaftale central, så jeg tager også et nyt (og forhåbentligt meget mere afbalanceret) lovindgreb med, men endnu hellere vil jeg håbe på, at mine arbejdsgivere vil indse at vejen frem er medinddragelse og anerkendelse af deres medarbejdere, altså en arbejdstidsaftale forhandlet mellem vores fagforening og dem, som arbejdsgivere.

Hvis et eventuelt lovindgreb ikke er afbalanceret, så må vi jo ”straffe” de partier, som står bag det – der er snart folketingsvalg. Lov 409 er, efter min overbevisning, ødelæggende for folkeskolen, den skal vi nu trækkes med tre år endnu, og hvis det bliver et ja, så er jeg meget bange for, at den er kommet for at blive i meget, meget længere tid. Jeg vil ikke blåstemple den med min stemme.

Jeg stemmer nej – det gør jeg for eleverne, mine kolleger, mig selv og for folkeskolen som helhed.

Den håbe- og forventningsfulde far og folkeskolelærer

Kommentarer