På vej mod en skole i verdensklasse

”Så kan I sgu lære, hvad det vil sige, at have et rigtigt arbejde…”

Selv om det er sagt med et smil om læben, selv om han er en af mine venner, så sætter ordene sig som en refleks i maven.

De sidste 1½ år har jeg været på en følelsesmæssigt rutsjetur. Jeg har vekslet mellem kampgejst, frustration og opgivenhed. Fra alle sider hører jeg negative fortællinger om folkeskolen og mine kollegaer og en mistro til mig og min arbejdsindsats.

Nogle gange er jeg faret i blækhuset, og har skrevet debatindlæg – men tiltagende har jeg nået et kvalmepunkt, hvor jeg får det fysisk dårligt, når en politiker eller ”ekspert” toner frem på fjernsynsskærmen og skal udtale sig om folkeskolen. Nu slukker jeg næsten pr. automatik for fjernsynet eller zapper hurtigt videre.

På trods af, at jeg ved, at den herskende fortælling om folkeskolen og lærerne ikke er rigtig – på trods af, at jeg ved mine kollegaer og jeg er super engagerede mennesker – ja, så kan jeg til tider næsten få en skyldfølelse over at være lærer, og har været meget tæt på at smide håndklædet i ringen, og kigge mig om efter noget helt andet at lave.

Men så kommer Dennis, en dreng fra min specialklasse eller mere præcist en dreng, som har gået i specialklassen, løbende ind i klassen og siger højlydt: ”Nikolaj, ved du, hvad jeg fik i dansk stil?”.

Dennis går i 9. klasse, men gik i de første mange år af sin skoletid i specialklasse. Dennis startede, hver matematiktime med at tage sin matematikbog, og slynge den over skulderen og højlydt erklære: ”Jeg laver det ikke…”.

Dennis er stadig ikke fan af matematik, men smider ikke længere sin matematikbog over skulderen… og nu har han fået 10 i dansk stil til terminsprøven.

Dagen efter ringer hans mor og fortæller, hvad vi voksne i klassen har betydet for Dennis – at Dennis aldrig var nået til der, hvor han er i dag, hvis det ikke havde været for os. At vi med vores erfaring og mange voksenressourcer har kunnet skabe den tætte relation og haft den tålmodighed, som det har krævet for at nå Dennis. At vi har haft tiden til at indgå i den tætte dialog med dem som forældre, så vi hele tiden har kunnet justere krav og forventinger, og lægge en fælles linie.

”Nikolaj, det kan jeg godt fortælle dig – jeg fortæller vidt og bredt, til alle dem jeg kender om jer og jeres fantastiske arbejde, og jeg betaler gerne 1 % mere i skat for at kunne tilbyde ordentlige forhold for vores fælles børn”

Stoltheden ved mit arbejde kommer brusende op i mig, og senere på dagen er det lysten, modet og engagemantet der fylder, da jeg træder ind af døren derhjemme.

Man kan tale hinanden op eller man kan tale hinanden ned – det et valg vi gør os hver dag. Hvis vi sammen skal løfte folkeskolen, så kræver det engagerede og motiverede lærere. De gode historier er der massere af, de skal bare fortælles.

Kommentarer