Professionelle følelser

IMG_5026

Jeg ved godt, at det rigtige ord er relationskompetence, men i verbalform giver det bedre mening at sige, at man er glad for sine elever, at man kan lide dem og at man nyder at være i deres selskab. “Jeg er meget glad for at have dig som elev” eller “Jeg vil også gerne være din lærer næste år”. “Du er dejlig elev, og det er rart, at vi har lagt kampene bag os og fundet ud af, at vi faktisk rigtig godt kan lide hinanden”.

Sagen er den, at skolens fem 9. klasser skal lægges sammen til fire 8. klasser. Jeg har skolehjemsamtaler i disse dage, hvor elever og forældre sammen skal udfylde sedler. De skal vælge 5 kammerater, men de bliver ikke spurgt om, hvilken lærer, de ønsker at fortsætte med i deres sidste skoleår. Grunden er, at vi som skole ikke kan garantere, at vi kan opfylde deres lærerønsker, og især kan det blive svært, hvis der er en lærer, ingen elever ønsker. Sådan cirka sagde skolelederen ærligt til forældremødet, hvor den dårlige nyhed om sammenlægningen blev vendt og drejet i forsamlingen. Forældrene var glade for den måde, skolelederen stillede op til dialog, men nyheden gjorde dem stille og kede af det.

Ingen kan skjule, at denne sammenlægning kommer til at være den forstyrrelse, ingen har brug for i 9. klasse. Vi vil have ro og koncentration om det faglige, for vi er netop kommet så langt, at vi har gode relationer med eleverne, deres forældre og med hinanden som lærerteam.

Denne eftermiddag er jeg alene med eleverne og deres forældre. Min kollega er langtidssygemeldt, men jeg vælger at gennemføre samtalerne alligevel, for jeg  kender eleverne godt. De siger ikke så meget, som de plejer, når vi snakker om deres karakterer, deres fravær, deres uddannelsesparathed, tanker om fremtiden og hverdagen lige nu. De er bekymrede, og de foræller, at de tænker på sammenlægningen om aftenen, lige før de sover. Deres forældre siger pæne ting til mig, de oplever, at jeg forstår netop deres barn. De synes, jeg er en god lærer. Jeg bliver glad. De siger ikke rigtig noget om klassen, for de kender kun få af børnene.

Jeg tænker også på skolen, inden jeg sover. Jeg kan mærke, at min lærerprofessionelle personlighed er fyldt op med vrede følelser. Læreren inde i mig råber så højt, at hun forstyrrer min nattero. “Kan vi så få lov til bare at arbejde i min klasse! Hvad er meningen, at de samme børn nu skal opleve endnu en sammenlægning! Hvorfor skal de betale for en håbløs kommunal økonomi? Vi er med til at ødelægge deres forståelse af meningsfulde fællesskaber, når de på vej ud af folkeskolen oplever, at de voksne endnu en gang river deres netværk fra hinanden”.

Den vrede lærer indeni råber videre, mens min menneskelige samvittighed tager luft ind: “Hvordan kan du sige farvel til de elever, du netop har knoklet med i dansk og engelsk, du har vist dem, hvordan de skal turde åbne munden, netop her i denne klasse, hvor vi vil hinanden det bedste? De andre elever på årgangen er jo også søde og kvikke, men du kender ikke deres historie, og du ved ikke, hvem deres forældre er? Det giver jo ingen mening?”

Jeg lytter til stemmerne, for vreden og menneskeligheden er professionelle følelser, der styrker min lærerfaglighed. Det er ikke meningen, at jeg skal overhøre de stemmer og lægge mig til at sove. Det er meningen, at jeg skal rejse mig op og tage noter, for der skal kæmpes. Jeg vil ikke svigte mine elever og deres forældre, for det er selve folkeskolen, der er i fare. Når nogen vil behandle skolebørn som varer på en hylde, som vi kan transportere og blande tilfældigt, er det meningen, at vi som lærere skal kæmpe imod.

Jeg vil ikke svigte mine elever. Jeg vil IKKE svigte mine elever.

Kommentarer