Red jeres børn ud af konkurrencestatens jerngreb!

Debatten raser om generationen af uegnede forældre, der er så vattede, at de svigter deres børn ved ikke at opdrage dem.

»Det er en myte«, siger forskerne: »Intet tyder på, at forældrene ikke kan være konsekvente«.

Forvirringen er total. Jeg arbejder med børn og deres forældre hver eneste dag. Jeg er desuden mor til to børn og er dermed automatisk blevet genstand for et offentligt festfyrværkeri af anklager under overskriften ’Uopdragne børn’. Påstande, der primært bygger på private oplevelser med forvirrede børn til onkel morfars bryllup.

Mine egne børn er bestemt mere velopdragne, end jeg selv nogensinde har været, og de børn, jeg ser i mit arbejde, er måske teststressede eller syge, men meget sjældent i oprør. Det er derfor også indlysende for mig, at hvis man skal tale om nogle generelle tendenser i forældrenes opdragelse af deres børn, må de naturligvis udspringe af tiden og den måde, vi indretter samfund på.

Her ser jeg til gengæld nogle stjerneklare tendenser. Der tydeligt viser, at forældrene hverken er dovne, vattede eller konfliktsky, men lydige samfundsborgere, der præcis gør, hvad der forventes af dem. De tilpasser sig autoriteternes krav, og deres største synd er, at de gør det ukritisk på deres børns vegne. Forældrenes rolle er en direkte konsekvens af den konkurrencestatslogik, som de forsøger at navigere inden for efter bedste overbevisning.

For det første har forældrene ikke fralagt sig ansvaret for deres børns opdragelse. De har fået det frarøvet.

Alle, der har åbnet side 1 i bogen om børneopdragelse, ved, at forældrenes nærværende tid med deres børn er alfa og omega for barnets udvikling og adfærd. Når staten tvangsinstitutionaliserer børnene fra vugge til videregående uddannelse, kommer forældrene til at stå forgæves på sidelinjen i et umage forsøg på at deltage i barnets liv. De prøver på alle mulige måder at involvere sig i ungerne ved at bage sørøverkager til klassefesten, som kunne vinde den store bagedyst 14 gange, og følger dem til fredagsbar langt op på universitetet. Alt sammen fordi de er blevet en skygge af sig selv i kampen med staten om deres egne børn.

Når de åbner forældreintra, nyt fra børnehaven og dagens avis, kan de se, at det er vigtigt, at de er en del af børnenes liv. De skal tage fri på alle tænkelige tidspunkter af døgnet for at bidrage til arrangementer, foredrag og møder i institutionerne, men de skal ikke begynde at betragte sig selv som vigtige beslutningstagere i barnets liv. Dem træffer nemlig staten. Et skoleeksempel er heldagsskolen, som kun er toppen af isbjerget i en proces, hvor staten umyndiggøre forældre som vigtige medspillere i barnets opvækst blandt andet ved at inddrage deres indflydelse på, hvordan barnet tilbringer sit fritidsliv.

Et andet træk, som udspringer af konkurrencestatstænkningen er individet som forbruger af den offentlige sektor, der her tænkes som et serviceorgan. Forældrene skal ikke selv deltage som aktive medborgere i et interessefællesskab, men derimod modtager de en ydelse, som de kan klage over, når servicen ikke lever op til forventningerne.

Mønsterborgerne blæser alligevel helt ureflekteret derudad for at komme først i kompetencekøen

Det vil altså sige, at staten, i skikkelse af et rædselskabinet, lærer forældrene, at når deres børn ikke arter sig, som de burde, kan de klage over systemet. Servicen har ikke været høj nok. Man har ikke fået, hvad man har betalt for i skat. Pædagoger, lærere eller læger har overset noget. Der må reformeres og effektiviseres.

Hvordan skal man nogensinde blive i stand til at tage ansvar for sine børn med en sådan politisk retorik?TEGNING:  Mette Dreyer

Forældrene bliver overbevist om, at deres fornemmeste opgave er, med omhu, at udvælge den rette arena at placere barnet i og derefter holde godt øje med, om servicen lever op til forventningerne. Forældrene bliver derved amputeret af staten, og derefter pisker de rundt med stress for at gøre alt muligt for deres børn for ikke at blive overflødige. Desværre ofte ud af en kronisk dårlig samvittighed, som de små slet ikke har brug for, og med risiko for at sætte skår i deres skrøbelige selvstændighed.

Det er i hvert fald et paradoks at tale om forældrenes manglende opdragelse af deres børn, når de altid er mere eller mindre overladt til sig selv i en eller anden form for institution. Man kan altså ikke opdrage på afstand.

»Gør din pligt«, tordner økonomiministeren, og hvis forældrene har købt præmissen om den nødvendige konkurrencestat, må de jo lære deres børn at bidrage aktivt til samfundets vækst for at bevare deres værd. Det er åbenbart den dybeste mening med livet, som man kan beskæftige sig med.

Konkurrencestaten har brug for sunde, raske og disciplinerede unge mennesker, som har tilegnet sig de konkurrenceevneforberedende kundskaber og færdigheder. Altså sådan i meget snæver forstand. Vi ønsker jo alle, at vores børn skal være noget værd, så forældrene ser det naturligvis som deres vigtigste opgave at sørge for sund mad, motion, beskyttelse og læring af sprog, tal og it, som er filosofiens nøgleord.

Barndommen har ikke værdi i sig selv. Bevægelse og leg må nødvendigvis bruges som læringsfremmende aktiviteter. Konkurrencestaten har borgernes kompetencer til et senere arbejdsliv for øje. Desværre bliver børnene ikke dygtigere af tænkningen. Det bliver der bare af uransagelige årsager ikke rigtig talt om.

Mønsterborgerne blæser alligevel helt ureflekteret derudad for at komme først i kompetencekøen. De vender og drejer hele App Store for at garantere en fyldt iPad med læringsaktiviteter. En sjov ko med neonblinkende yver og 1, 2, 3 bedre talforståelse. Halleluja. Små børn med søvn i øjenkrogen og plysbamse under armen søndag morgen. Fuldkornspandekager og tegnefilm med pædagogisk præsenterede kinesiske eller engelske begreber. Sådan! Livet og fremtiden er inden for rækkevidde. Næsten til at nå med de små tykke fingre.

Indimellem skal der laves sunde, varierede madpakker og mentale lister over farlige og giftige råvarer. Angstneuroserne starter allerede under graviditeten. Man lægger sig nærmest ned i et epileptisk anfald, hvis man opdager, at der var tun på pizzaen, man spiste hos mormor. Hvad sker der nu med baby?

Heldigvis ser vi en stille protest mod læreplaner, iPads, og det jeg vil kalde rovmord på barndommen

Hvis du vil udfordre min teori om, at konkurrencestatsfilosofien holder forældre i et snævert jerngreb, så besøg en mødregruppe. Fortæl, at dit barn er begyndt at rulle lidt før tid, og brug gerne ordet kompetence. Så skal du se de andre forældre blive stive i betrækket. Smid en bemærkning om, at dit lille barn spiser rosiner og drikker saftevand, og du vil blive ekskluderet fra alle fremtidige legeaftaler. Eller værst af alle: Lær dit barn at sige I-S siger is. Så vil du sende en hel gruppe af ulykkelige forældre hjem med sammensnøret hals for at google: Hvordan jeg lærer baby at stave.

Jeg skal da gerne indrømme, at jeg selv hoppede lidt op og ned af glæde, da mit 1-årige barn første gang genkendte ordbilledet Føtex. Oh, hvilken lykke det bringer den afsporede forælder. Heldigvis vendte jeg tilbage fra min koma og indså, at jeg ganske enkelt handlede for meget sammen med mit barn.

Sunde, raske børn med kompetencer har forældrene fået besked på at levere, og de stræber så indædt efter at efterleve kravet, at de glemmer at tage stilling til, hvad de egentlig vil stille op med deres dyrebare børn.

Da jeg selv var barn i starten af 80’erne kørte vi hvert år på bilferie til Gardasøen i en lille tætpakket folkevogn. Jeg sad på bagsædet og fyldte mig med tyske tilsætningsstoffer i slikposepapir, mens min far sad hele vejen og røg store cigarer for lukkede vinduer. En gang imellem kiggede han om til mig på bagsædet, hvorefter han vrissede til min mor: »Hvorfor helvede er hun så bleg, det barn?«.

Når den tykke cigaros havde lagt sig lidt, og man igen kunne se ind i bilen, kunne man se, hvis man kiggede efter, at det blege barn heller ikke havde sele på, og den eneste beskæftigelse under den lange tur var en lille blok til at notere nummerplader på. Men der var ingen, der kiggede efter. I dag ville mindst en velmenende campist nok have holdt et særligt øje med uhyrlighederne.

Det er klart, at man bliver klogere, og jeg mener ikke, at man skal sidde og ryge i en bil med sine børn på bagsædet. Men billedet er interessant. Min familie var ikke enestående. Jeg har adskillige jævnaldrende venner, som kan berette om noget, der ligner.

Om bord i folkevognen var man ikke så optaget af kompetencegivende aktiviteter, sundhed eller sikkerhed. Var det en bedre tid? Det tager jeg ikke stilling til. Jeg siger bare, at når man anklager nutidens forældre for manglende ansvar, skal man være opmærksom på, at de bruger rigtig meget energi på de tre nøgleord, som staten har udnævnt, som de vigtigste i børneopdragelsen: sundhed, sikkerhed og kompetenceudvikling. Alle med henblik på at blive en selvforsynende, produktiv voksen. Vil børnene få et bedre liv?

Det er der ikke garanti for. Glæde, medmenneskelighed og nysgerrighed savnes i hvert fald på listen.

Et af de problemer, som tænkningen avler, er en Ole Lukøje-kultur, hvor det bliver for smertefuldt ikke at være herre i eget hus og samtidig få pålagt et ansvar, som medfører stress, kronisk dårlig samvittighed og ulykke. Alle børn skal konstant sammenlignes i konkurrenceånden, inden for en snæver opfattelse af rigtigt og forkert.

Det er modbydeligt at sammenligne sine børn med andres.

Hvis forældrene så ikke leverer varen, kan de vælge mellem et par mindre attraktive muligheder: De kan gå efter en diagnose, de kan kæmpe endnu hårdere, eller de kan lukke øjnene. Den sidste er blevet meget populær. Det er en forsvarsmekanisme, som minder om fornægtelse på ungernes vegne. Det er for smertefuldt, når glansbilledet krakelerer.

Forældrene er blevet en skygge af sig selv i kampen med staten om deres egne børn

Er det forældrene, som er dovne? Det mener jeg faktisk ikke. De siger bare ikke fra. De skal afsløre deres marionetdukkeførere og stoppe vanviddet. Hvis man tror på den konkurrencestatsromantiske fortælling som nødvendig for overlevelse i en globaliseret verden, er man jo alligevel udelukket fra at være menneskelig, og så kan man vel også være ligeglad med, om børnene ender som empatiske medborgere. Eller sunde egoister.

Forældrene skal tage deres børn tilbage. De skal afsløre maskeraden, og så vil vi måske også opleve flere høflighedsfraser, god tone, og hvad der ellers efterspørges, for ingen kan opdrage børnene som deres egne forældre.

Når en kommune f.eks. går ud og forærer alle børnehavebørn en iPad, skal forældrene gøre modstand. Jeg ved ikke, hvor mange der har takket nej til tilbuddet, men det ville være besynderligt, hvis alle havde taget imod uden at overveje, om pengene kunne være brugt bedre på deres små børn.

Desværre er det let at lade sig forføre af konkurrencestatspædagogik. Selv forholdsvis velreflekterede forældre tager sig selv i at hyperventilere, når de tænker på, om deres barn nu er rustet med de rette kompetencer til fremtiden. Vellykket indoktrinering gennem trusler og gentagelser af dystre fremtidsvisioner om kinesernes frontale konkurrenceangreb på hele den vestlige verden er lykkedes. Alle står på hovedet i panik. Man gør op med førskolebørns frie leg. Nogle steder bygger man ligefrem skoler uden skolegårde, da eleverne kun skal stimuleres gennem undervisning.

Resultatet bliver paradoksalt nok faldende faglighed, mere stress og ulykke. Hvorfor er der ingen, som går i panik over børnenes stresssymptomer, når de nu hopper på tungen for at undgå rosiner og løstsiddende halstørklæder? Er det, fordi stress bydes velkommen i konkurrencefilosofien?

Og hvordan kan det egentlig være, at ingen af disse forældre ligger søvnløse om natten over de massive klimaforandringer, der vokser så hastigt, at det nu tyder på, at deres børn kan ende med at leve livet på flugt for klimakatastrofer? Det er en langt mere rædselsvækkende og reel trussel.

Danske forældre er nødsaget til at hoppe ud af denne underlige pseudovirkelighed. Smide sig selv på gyngende grund og gentænke forældreopgaven for at redde deres børn fra at ende som erhvervslivets skødehunde.

Heldigvis ser vi en stille protest mod læreplaner, iPads, og det jeg vil kalde rovmord på barndommen. De ressourcestærke forældre sender deres børn i private børnehaver og friskoler. I København og Nordsjælland er der et boom i børnehaver med udeliv, naturmaterialer og fri leg. Antallet af private institutioner vokser hastigt. Forældrene vil ikke have teknologi og struktureret leg.

De vil have ro til, at barn kan være barn, med alt hvad det indebærer – også for fremtiden. Desværre betyder denne udvikling, at vi kommer tættere på et A- og et B-hold, hvilket i princippet ikke burde begejstre hverken regeringen eller flertallet af danskere. Dog bør man se på, hvad disse forældre forlanger til deres børn, hvis man gerne vil hive dem tilbage i de offentlige institutioner.

Hvis vi ikke bryder os om forældrenes opdragelse, bør vi overveje, om vi bryder os om det samfund, som den afspejler.

 

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2507025/red-jeres-boern-ud-af-konkurrencestatens-jern

Kommentarer