Sådan drikker jeg min kaffe

Der findes en myte om lærere (måske kender du den?). At de drikker meget kaffe. Jeg elsker kaffe, og på mit arbejde har vi en dejlig maskine, der kan lave alverdens slags kaffe og endda også kakao – når det er vildt blander jeg det! Her vil jeg gerne fortælle lidt mere om, hvordan nydelsen af en kop kaffe kan være på en af mine hverdage.

Det er onsdag og jeg har mine to timers forberedelse. Jeg har hentet en kop kaffe og åbnet min pc. Jeg nyder roen, duften af kaffen og tager en dyb indånding. Jeg tager en tår kaffe og smiler. Nu kan jeg arbejde. Døren går op og en kollega kigger ind på mig. Han ser helt forkert ud og virker anspændt. Så siger han: ”Godt du sidder her. Der er en pige, der vist har brug for at snakke lidt”. Nå da da. Jeg rejser mig op og går ud til hende. Hun er helt grædefærdig. Jeg tager armen omkring hende og vi går ind i et lille mødelokale, så vi kan snakke uforstyrret.

Det har lige været frikvarter og hendes kæreste har slået op. Tårerne triller ned af hendes kinder. Hun er helt knust. Allermest har jeg lyst til at sige: ”Så, hold nu op. Du er så ung, og du finder en ny. Fjorten dage, du, så er du ovre ham.” Men sådan hænger hendes verden jo ikke sammen. Jeg kan da egentlig godt huske hvordan det var at gå i 8. klasse og have kærestesorger. Man er helt tom inden i, og så skrøbelig at hele ens verden kan bryde sammen når som helst. Samtidig er det totalt ydmygende at græde foran klassen på grund af en dreng. Jeg lytter lidt mere, smiler til hende og nikker. Efter næsten 40 minutter er tårerne tørret væk fra kinderne, og hun er klar til at gå ned i klassen. Hun får et kram med på vejen og et ”Det skal nok gå.”

Jeg går ind til min plads. Der står min kaffe. Den er i kategorien kold. Jeg går ind og henter en ny kop. Nu smiler jeg igen – en god gerning skal fejres med det luksus jeg kan få. Nu kommer Christina ind. Dorthe er blevet nødt til at tage hjem, fordi hendes datter er syg. ”Kan du tage 8.b” Ja, det kan jeg da – de er de bedste børn.

Så er det frikvarter. Jeg går igen ind til min plads, og her står kop kaffe nummer to. Den er omend endnu koldere end den første kop. Jeg opgiver den kop kaffe så. Det er også frokost om lidt, og efter frokost kan jeg ikke tåle mere kaffe – du ved, uro i armene om aftenen. Hmm,,, Der røg to dejligt varme kopper kaffe og en forberedelse.

Det er da utroligt at jeg sommetider ikke når at drikke min kaffe varm! På den anden side, så er det vel ret heldigt at det er mig, der er varm og min kaffe der er kold. Den dag min kaffe er varm og mig, der er kold, må det være på tide at finde noget andet at lave. Heldigvis har jeg tænkt mig at overleve med kold kaffe. Men sådan drikker jeg altså min kaffe. Det gør mange af mine kolleger også. Måske skulle vi ændre myten til: ”Lærere hælder meget kaffe op, men nogle gange når de ikke at drikke den, fordi de tager sig af børn”. Det lyder meget bedre og er faktisk også sandt.

Kommentarer