Sæt hegn om lærernes forberedelsestid

Der er mørkt i forberedelseslokalet, da jeg træder ind efter endt undervisning i 8.b. Jeg hører en piben fra en af krogene. Lyset fra lysstofrøret falder som en plamage på min kollegas ansigt, efter jeg har vippet kontakten. Han har grædt konstaterer jeg. Lyset reflekteres i hans kinder, hans øjne er røde og mundvigene bøjet nedad. At han har brug for omsorg er min første tanke, så jeg giver ham et kram og spørger: ”Hvad er der galt”. Han fortæller mig, at han ”ikke er god nok til at være lærer”. Beretningen går på, at han aldrig får forberedt sig godt nok, han ikke kan huske hvornår han sidst har rettet opgaver, og han mener, at hans undervisning i det hele taget ikke er god nok. ”Jeg kan ikke nå det”, fremstammer han. Det er egentligt unødigt at fortælle mig, for det er jeg udmærket klar over. Dagligt kæmper jeg for i det mindste at have noget, overhovedet, med til undervisningen. Som så mange andre er min kollega blevet krøllet sammen, fordi han ikke passede ind i folkeskolens ramme.

Det næste jeg tænker er, at han skal have noget hjælp. Problemet er bare, at jeg ikke kan give ham det – for jeg har ikke tid. Den utilstrækkelighed min kollega føler, tror jeg vi er mange lærere der går med. Vi ved, vi kan gøre det bedre – bare ikke med den manglende arbejdstidsaftale. Den aftale der skulle sikre os lærere gode arbejdsforhold, så vi kunne drive verdens bedste folkeskole.

For mig er det ikke noget nyt med manglende tid. Sådan har det været siden min start som lærer, for snart fire år siden. Dog er det stadig nødvendigt at gøre opmærksom på, da der ikke er kommet ændringer endnu.

Hvilke udfordringer er det så vi har i folkeskolen, med den manglende forberedelsestid? Det er lærere som min kollega, der falder fra faget fordi de føler sig utilstrækkelige, elever der synes undervisningen er uappetitlig og mål, der ikke kan følges til dørs, og det er bare en række eksempler fra en meget længere liste.

Det resulterer i en mindre kvalificeret undervisning – en undervisning, der i forvejen er skrabet, da vi ikke kan nå at forberede den ordentligt. Men det går ikke kun ud over udbyttet af undervisningen. Det er også elevernes engagement og motivation der daler. Undervisningsministeriet kalder det den længere og mere varierede skoledag, men det er svært at skabe motiverende og varierede undervisningsformer, når tiden ikke bliver givet til det.

Situationen med min grædende kollega er ikke ny. Det er næsten ugentligt at jeg skal lege kluddermor og vikle kolleger ud af deres fosterstilling. Mit svar på det er, at vi skal have krøllet lov 409 sammen og binde en pæn sløjfe på en arbejdstidsaftale. Mere indviklet er det ikke. Lad os stoppe med at lege kluddermor og komme i gang med lærergerningen.

Derfor er min appel til undersøgelseskommissionen; få sat hegn om forberedelsestiden eller reducer lektionsantallet. Folkeskolen har brug for ressourcer, hvis den skal blive verdens bedste. Og den vigtigste ressource er lærerne. Det værste er ikke at føle sig utilstrækkelig, det værste er at føle sig utilstrækkelig og vide, at man kan gøre det bedre.

Kommentarer