Sandheden lige nu: ”Jeg ved det ikke.”

Anne Katrine kommer hen til mig i dansktimen. Hun er blevet færdig med den roman, der er en del af 9. klasses opgivelser til prøven, og hun er nu i gang med en analyse af den.
”Bine, jeg ved ikke, hvad jeg kan perspektivere den til. Kan du give nogle forslag?”

Der står jeg så. For sandheden er, at jeg slet ikke har nået at læse den endnu. Som mange ved, tager det alligevel et par timer eller 5 at læse en roman. Timer som jeg ikke har til rådighed. Til gengæld har jeg, i effektivitetens navn, valgt bogen, fordi en kollega har sagt god for den, og har opgaver som passer til. For jeg har jo ladet mig indprente, at vi skal arbejde mere sammen og dele undervisningsforløb. Så kan vi nå meget mere, og skal ikke forberede os så meget.

Det hjælper bare ikke så meget lige i situationen, for jeg aner ikke hvad bogen handler om, og har derfor svært ved at hjælpe min elev videre.

Jeg laver den erfarne lærers undvigemanøvre og siger: ”Hvad synes du, er temaet?”

Anne Katrine mener den handler om venskab og udfordringer, og ud fra disse udsagn kommer jeg med bud på perspektiveringsmuligheder.

Da jeg så, en måneds tid efter klassen er blevet færdige med romanen, selv får den læst færdig, må jeg korse mig. For hvad er det for noget, jeg har sat dem til at læse? Det er muligt, at min kollega syntes, at lige netop denne roman var fantastisk. Jeg synes, den er virkelig mærkelig. Og nu skal den være en del af prøven i dansk…

Ugen efter skal jeg på kursus. For at hjælpe vikaren og sikre mig, at min klasse laver noget relevant, sætter jeg klassen til at se ”Pelle Erobreren” færdig. Den er nemlig også en del af opgivelserne til danskprøven.

Tilbage igen, tager vi en snak om filmen.

Anne Katrine igen: ”Jeg synes, slutningen var megatræls.”

Den erfarne lærer (mig): ”Kan du uddybe det?”

Pelle Erobreren tager 2 timer og 40 minutter. Har desværre heller ikke nået at se den færdig, og kan overhovedet ikke huske, hvad den ender med. Men igen, supergodt forløb overdraget fra en meget kompetent kollega og en film som passer så fint med mange af de andre opgivelser til prøven.

Jeg giver dog op til sidst: ”Hvem kan lige fortælle mig, hvad den slutter med?”

For at give en forståelse af hvorfor forhandlingerne om lærernes arbejdstid er så vigtig, får du her en kort gennemgang af en gennemsnitlig arbejdsuge i dette skoleår:

Jeg arbejder på nedsat tid; 34 timer mod de 40 mine kollegaer har.

Jeg har undervisning samt anden planlagt tid som eks. gårdvagt og møder i 21 timer. Vi taler her om klokketimer a 60 minutter.

Det efterlader mig med 13 timer tilbage.

Af de 13 ”forsvinder” 4 en halv time til kørsel mellem skoler, 10 og 15 minutters huller før, mellem eller efter undervisning samt pauser. Tid der ofte bliver brugt til at besvare mails, konferere med kolleger om elever eller tjekke op på næste forberedelsestime.

Derfor har jeg 8 timer og 30 minutter, som er reel forberedelsestid.

På 8 en halv time skal jeg forberede undervisning i dansk, engelsk, tysk, historie og kristendom til 3., 5., 7. og 8. kl. Jeg også skal rette stile, holde elevsamtaler, udfylde spørgeskemaer og elevplaner, sætte mig ind i nye portaler på internettet eller forholde mig til uforudsete opgaver. Eller læse romaner.

Selv med 12 års erfaring kan det ikke lade sig gøre.

Jeg vil påberåbe mig retten til, at have tid til at give mine elever en anstændig undervisning OG tid til hver enkelt elev. Begge dele kræver, at jeg får mere tid til forberedelse.

Vi har pligt til at sørge for, at vores børn møder en velforberedt lærer, som ser og hører dem. Som har forberedt den helt rigtige undervisning, der er differentieret og inkluderende. En lærer der har overskud til også at sætte fokus på trivsel, anti-mobbe-kampagner, brugen af de sociale medier og skolefesten.

Det koster tid. Tid koster penge. Men vores børn har ikke råd til, at vi sparer på tid mere.

Giv læreren mere tid til forberedelse.

Nok er nOK18

 

Kommentarer