Savner mine 7 elever

Mine elever er taget på skitur.
Det er ikke en ferie, det er benhårdt arbejde. Mine elever, som er omsorgssvigtede og anbragt på behandlingsinstitutionen, hvor jeg arbejder i skolen, skal ud og prøve grænser med sig selv og skiene. Turen er hårdt arbejde for dem, fordi de dagen igennem prøver kræfter med lifte, glatte ski og stejle bakker. Det sværeste for dem er at tage imod hjælp fra andre. Når de med voksenstøtte har overvundet deres frygt på pisterne og gennem eftermiddagsmøder med pædagogerne er blevet klogere på sig selv og deres reaktionsmønstre, vender de hjem. Jeg er meget spændt på at høre om deres oplevelser.
Nogle skal afsted for fjerde gang. De kender busturen, kender hytten, kender rutinen, kender følelsen af at suse ned ad bakkerne, mens kulden slår mod ansigtets røde kinder. Men situationen er alligevel urovækkende for dem. For de, som skal afsted for første gang, er det særligt angstprovokerende. Og hvordan håndterer man angst, når det man er allermest bange for, er at være afhængig af et andet menneske? Når ens vilkår tidligt i livet har været sådan, at man har måttet passe på sig selv og sørge for at opfylde sine egne behov? Svaret er, at det gør man ikke.
Trods de er mellem 9 og 13 år, er mine elever først nu gennem støtte fra socialpædagoger, lærere og psykologer ved at lære det, som normalt sker i de første år af ens liv. Nemlig at tage imod hjælp fra andre.
Forud venter en uge med kontorarbejde for mig. Der er nok at lave – dokumentation, oplæg, møde med psykologen, besøg af socialtilsynet, årsplaner. Men jeg kan mærke, at der alligevel er lang tid til næste mandag, hvor jeg igen skal se mine elever.

Kommentarer