Skolelederne har også ytringsfrihed

Skolelederne er påfaldende tavse for tiden. Det er ærgerligt, for den nuværende konflikt kommer i værste fald også til at ramme dem.

Skolelederne er betænkelige ved at deltage i debatten om f.eks. skolereformen. Det fremgik af en artikel forleden i Politiken Skoleliv, hvor dilemmaet beskrives mellem skoleledernes loyalitetspligt over for kommunerne og deres rolle som ledere og ambassadører for skolens børn og personale.

Den larmende stilhed fra skolelederne er yderst problematisk i en tid, hvor en gentagelse af lærerlockouten fra 2013 nu truer. Den kastede blandt andet folkeskolen ud i massiv lærer- og elevflugt, tvivlsomme faglige resultater og dårligere arbejdsmiljø. Både skolelederne og lærerne vil skolen det bedste, men jeg kan som lærer have svært ved at gennemskue, hvordan skolelederne forholder sig til folkeskolens udfordringer?

Passiviteten blandt skoleledere har mere end én slagside. For det første bliver skolelederne hurtigt statuetter i deres egen stue, hvor familiemedlemmer med lærere og kommuner diskuterer på livet løs, og magtesløsheden i familiedramaet bliver udstillet i manglende stillingtagen. Dermed reduceres skolelederne til ligegyldige mellemledere, der siger ’pip’ en gang imellem, når familiedramaet bliver for stort. Det generelle billede af en skoleleder bliver derfor gennemsigtigt, løst og svævende. Det billede fortjener skolelederne ikke, og ingen organisation har brug for det.

For det andet er bekymringen et kæmpe demokratisk problem. Det bliver som et puslespil med den evigt manglende prik. Aldrig før har behovet for skoleledernes stemme været større. De er om nogen de vigtigste bindeled mellem forvaltning og lærerstab, hvor sidstnævnte med deres praksiserfaring fra klasseværelserne videreformidler de enkelte skolers udfordringer og succeser. Det kan både skoleledere og forvaltninger drage fordel af og bygge videre på. Men når puslespilsbrikken konsekvent mangler i alle forsøg på at samle det, bliver det svært for medarbejderne at vide, hvad de skal forholde sig til i en konflikttid. I stedet for at bygge en god skole op, prioriterer mange skoleledere derfor at makke ret og lade stå til.

Jeg mener, at skolelederne er visionære mennesker, fyldt med ambitioner, idéer og håb for deres skole, men også folkeskolen generelt. De ved, hvad der sker i de fjernest beliggende hjørner og udfører et, til tider, utaknemmeligt job i en kompleks virkelighed. Så kære skoleleder. Fortæl om succeserne, vi skaber sammen. Om Simon, der tager et fagligt kvantespring i fremlæggelsen. Om Sophia, der knækker koden i brøkregning. Om den gode trivsel, vi kæmper for. For det er blandt andet det, der er på spil lige nu. Du ved, hvad der fungerer i denne virkelighed, og kommunerne kan høste af et skatkammer af erfaring, der er så livgivende vigtig for, at folkeskolen bliver en succes. Hvis kommunerne vil.

Kommentarer