Skolereform – Så hellere en pagt med Djævlen

En tynd stribe blod løber fra næsen ned i munden. Bertram står i vejen, da Oscar får et anfald og begynder at slå vildt omkring sig. Uro og gråd. Bertram er træt. Klokken er 14.30. Klassen skal spille rundbold den sidste time. Han vil ikke være med og sætter sig på græsset. Dagdrømmer om at blive hentet af sin morfar. Sutte maltbolcher og høre historier fra gamle dage. Eller bare komme på SFO og bytte fodboldkort med sin nabo.

Når man indgår en pagt med Djævlen, så betaler man dyrt med blod og sjælefred, men man får da i det mindste noget i bytte. Når jeg ser på Bertram og alle de andre børn, så har de ikke fået noget i bytte for skolereformen. Særligt de lange dage bidrager ikke med andet end kvaler. De har betalt med blod og sjælefred, men hvad har de fået til gengæld? Den handel er så dårlig, at selv Djævlen ikke ville være den bekendt.

Jeg vil – som lærer gennem mange år – på det kraftigste opfordre til, at man gør skoledagen kortere. Den har for store menneskelige konsekvenser, og børnene får ikke smæk forimage skillingen. Ingen kan forstå, hvorfor de skal opgive violinspil eller middagslur til fordel for at spille rundbold med en vikar eller blive banket af et overstresset inklusionsbarn. Hvis man først har set dagligdagen for disse børn, bliver man øjeblikkeligt modstander af reformen, og ellers ligger man nok ude i den kolde sne og leder efter sit hjerte.

Danmarks Lærerforening har netop udtalt, at det kræver langt flere ressourcer, hvis det skal ende med en vis grad af succes. Det er også rigtigt at sund skolemad, velfungerende IT, teaterscener, som synger mod himlen, støtte på børn med diagnoser og meget mere vil kunne gøre en forskel, men da regeringen vil skære på de offentlige udgifter, er det jo sådan lidt som en tur til Sahara med ønske om at komme på en dag uden sand.

Det er dyre lærepenge, men hvad venter vi på? Kan vi give skolerne frihed til at gøre dagene kortere, så børnene ikke skal spilde mere af deres uerstattelige barndomstid til gengæld for – i bedste fald – ingenting? Det spørgsmål vil jeg rigtig gerne stille til undervisningsministeren.

Kommentarer