Start making sense! En kommentar til de igangværende overenskomstforhandlinger

I 1984 var jeg blot 11 år gammel, men allerede dengang, var jeg meget optaget af musik og lyrik. Jeg husker bl.a. et band ved navn, Talking Heads. De så mærkelige ud (synes jeg dengang). De var iført jakkesæt, som var alt for store, så det ud som om de havde meget små hoveder. De hittede det år med albummet ”Stop making sense”. Året senere udgav de hittet, Road to nowhere…

Det er som om, at folkene på arbejdsgiversiden i overenskomstforhandlingerne lader sig voldsomt inspirere af David Byrne og co. fra Talking Heads. Forhandlere fra Moderniseringsstyrelsen og KL opleves som “talende hoveder” i store jakkesæt. De agerer “meningsløst” og er på vej mod…tjah, “ingen steder”!

Hvor de oprindelige Talking Heads jo lavede musik og sjov, så er det mht. OK18 ganske alvorligt, og det vedkommer utrolig mange mennesker i samfundet.

Selv om jeg indleder lidt “sjovt” og tingene naturligvis er sat på spidsen, så har jeg helt alvorligt ment, ikke hørt noget fra den kant, som gav god mening i forhold til, at der skal aftales en fair og rimelig overenskomst til glæde for begge parter, og ikke blot til glæde for arbejdsgiverne.

Når jeg læser eller hører om de nuværende forhandlinger mellem det offentlige arbejdsmarked og de kommunale og statslige arbejdsgivere – det som i kort form kaldes OK18 – så svinger jeg følelsesmæssigt mellem et (naivt?) håb om en løsning, men andre gange er det en stor frustration over, at tingene ikke tager form, og vi måske igen kommer til at stå i en konflikt, som vil ramme hårdt økonomisk, og som derudover føles yderst urimelig.

Jeg tænker til tider, at det for pokker må lykkes med en gensidig aftale, for alle kan jo se hvilke konsekvenser OK13-forløbet har efterladt folkeskolen med! Et uhørt højt antal sygemeldinger og opsigelser blandt lærere, rekrutteringsproblemer i rigtig mange kommuner, 17.000 læreruddannede mennesker som ikke ønsker at arbejde i folkeskolen, historisk høj tilgang af elever til privatskoler (fra folkeskoler) m.v.

Alligevel ser det ud som om, at man er ved at gentage hele miseren fra 2013, og det gør mig vred og forarget. Det giver ingen mening, når man til dagligt står med elever ude i folkeskolen og skal medvirke til at skabe en så god skole som muligt.

Jeg taler ofte med kollegaer om dette emne. Nogle har fuldstændig mistet troen på (og tilliden til), at magthaverne reelt set arbejder for et bedre samfund for landets borgere. Andre kollegaer ruster sig til faglig kamp, og de mener, at nok er nok! Selv er jeg i begge fløje – den ene dage mere det ene sted end det andet! Nedslående og tankevækkende er det, at ingen jeg har talt med tror på, at det der foregår pt. har noget som helst med reelle forhandlinger at gøre. Én ting er hvad der skete for 5 år siden, men er man virkelig ved at gentage de store linjer i det forløb én gang til?

Ville en privat virksomhedsejer mon forsøge at gennemtrumfe ringe arbejdsvilkår for sine ansatte, i den tro, at det ville effektivisere arbejdspladsen samt øge populariteten og omsætningen for virksomheden? Nu vel…skolen er ikke en butik, der er ikke tale om kunder, og der skal ikke skabes profit til aktionærer. Men ordentlige forhold og anerkendelse for de arbejdsmæssige anstrengelser er noget som alle mennesker har brug for og sætter pris på – uanset arbejdstype – og det gælder naturligvis også lærerne i skolen.

Er det virkelig så svært at begribe, at kvalitet koster? Fra politisk hold (både kommunalt og statsligt) står man bag en større mængde tiltag i skolen og forventer i det hele taget skoledrift i verdensklasse. Hvordan skal det lade sig gøre, når man samtidigt støtter op om overenskomstaftaler som er røven af 4. division. Det er paradoksalt!

Den daværende ”røde” regering med Thorning, Vestager og Corydon m.fl. førte kniven direkte ind i det vi i Danmark kalder ”den danske model”. Man forsøgte givetvis, at slå den form for aftalesystem ihjel, og få al magt til den offentlige arbejdsgiver (Moderniseringsstyrelsen), men ”den danske model” lever tilsyneladende fortsat lidt endnu – omend der gispes hårdt efter vejret!

Den nuværende borgerlige regering har muligheden for at tage kniven ud og lappe ”patienten”. Man har faktisk et valg!

Man kan enten respektere og anerkende, at gensidige aftaler på arbejdsmarkedet rent faktisk har været en samfundsgevinst og skabt stabilitet i Danmark. Alternativt kan man tage hårdt fat om selv samme kniv som Corydon m.fl. hamrede i ”den danske model”, og dreje den godt og grundigt rundt for at se, om det endeligt vil aflive aftalesystemet i Danmark.

Jeg er alvorlig bange for, at politikeren, Jens Rohde, får ret i sin antagelse, når han skriver, at det med de offentlige arbejdsgiveres nuværende strategi næppe i fremtiden bliver et problem med for mange ansatte i den offentlige sektor, men at det nærmere vil blive svært at rekruttere nogen (med de rette kvalifikationer) i det hele taget…

Min opfordring til de ansvarlige folk på arbejdsgiversiden i OK18 er klar… START MAKING SENSE!

Kommentarer