Straf hører ikke hjemme i den danske folkeskole

Hvor er det godt, at vi som nation er blevet klogere og er holdt op med at afstraffe børn i skolen. Desværre lader det til, at uddeling af straf til de voksne omkring børnene er det nye sort. I foråret foreslog regeringen at straffe lærere og socialrådgivere med fængsel, hvis de ikke underrettede tilfredsstillende om udsatte børn. Et forslag som heldigvis blev droppet. Men ideen om straf lever fortsat, nu hvor regeringen foreslår at skære i børneydelsen til forældre, hvis børn har over 15 procents fravær fra skolen.

Jeg kan levende se det for mig: Skole-hjem-samtalen, hvor læreren kan fortælle forældrene, at hun er nødt til at give kommunen besked om, at deres barn har over 15 procents fravær, og at det vil komme til at koste deres børneydelse. Hvordan forestiller regeringen sig, at disse forældre går fra den samtale? Konstruktive og fulde af ideer til, hvordan de vil få styr på fraværet? Opløftede og med tro på fremtiden for deres barn?

Læreren som dommer over fravær

Som det er i dag, har mange skoler en fraværsprocedure, som går ud på, at fravær bliver registreret dagligt. Har læreren ikke umiddelbart modtaget en acceptabel forklaring på elevens fravær, så skal det noteres som ulovligt fravær. Eleverne kender godt til kategorien, og jeg har mange gange fortalt mine elever, at jeg ikke nød at stemple noget som ulovligt fravær. Af samme grund har jeg gjort meget for at indhente begrundelser fra forældrene, der kunne rykke fraværet over i en anden kategori (fx sygdom eller lovligt fravær).

Læreren bestemmer, hvornår noget er ulovligt fravær. Jeg brugte kategorien mindre efterhånden som dette gik op for mig. Det er et voldsomt ord “ulovligt”, som mange elever da også reagerer på. For kan man komme i fængsel for ulovligt fravær? Kan ens forældre?

Når hjælp føles som straf

Det er i forvejen sådan mange steder, at der bliver stillet krav om opfølgning i form af forskellige møder om elevfravær. Fx først et møde mellem lærere og forældre, og hvis det ikke nedbringer fraværet, holder man derefter et møde, hvor repræsentanter fra forvaltningen sidder med og dermed er sagen bragt op på et niveau, som kan virke skræmmende på mange forældre. Måske især de som i forvejen har et anstrengt forhold til forvaltningen. På denne type møder prøver man på at finde ud af, hvad fraværet skyldes, og hvad der skal til for, at barnet kan komme mere i skole. Men det ændrer ikke på, at især udsatte familier kan blive rigtig nervøse, når de får indkaldelse til et møde med deltagelse fra forvaltningen. Og er forældrene først blevet bange, så kan det være rigtig svært at få et gavnligt samarbejde om barnets fravær.

Og samarbejde er der brug for. Gennem mine seks år som lærer har jeg oplevet, at højt elevfravær er komplekst og kan have mange årsager. Ofte ligger løsningerne heller ikke lige for, men første skridt har altid været dialog med eleven og med forældrene. Som lærer sidder man kun med en lille del af billedet i form af observationer i skolen, og det er sjældent nok til at forstå, hvorfor et barn mistrives. De fraværsproblemer jeg har siddet med, har altid haft med en eller anden form for mistrivsel at gøre. Blandt de årsager jeg er stødt på kan nævnes: Psykiske lidelser, mobning, skilsmissesorg, sociale problemer, astma, hovedpine og søvnproblemer. Ofte har der ikke været én årsag, men flere til stede på samme tid, som nogle gange – men ikke altid – var forbundne. Nogen gange ligger årsagerne til mistrivsel i skolen, og så er det her, der skal sættes ind med tiltag for at hjælpe barnet.

Frygt gavner ingen

Hvis man skal hjælpe et barn med en kompleks problemstilling, så kræver det et opsøgende socialt arbejde og det kræver tillid fra forældrene, når man som lærer gerne vil tættere på en forståelse af barnets verden. I det arbejde, har jeg oplevet det som en hæmsko, at jeg skulle udsende lange standardskrivelser om møder med forvaltningen, som de mest sårbare familier oplevede som truende eller i alt fald ubehagelige at modtage. Der er i stedet brug for en tilgang, som viser forældrene, at vi vil deres børn det bedste. At true dem med økonomisk straf signalerer noget helt andet.

Trusler om straf kvæler livsmod og handlekraft. Altså dræber man alt det, som vi skal have aktiveret hos forældrene, så de kan støtte deres børn. Hvis forældrene ved, at lærerne kan trykke på en knap, der straffer dem på pengepungen, så vil det belaste forholdet til lærerne. Mistilliden vil blive udbredt, og det vil også ramme børnene.

Trusler om straf vil skubbe de udsatte børn endnu længere væk fra de mennesker, som har kompetencerne til at hjælpe dem: Deres lærere. På den måde vil skolen være sat tilbage til en tid, hvor læreren var en man frygtede.

Kommentarer