Sygefraværet skal bremses, før det kan nedbringes

Jeg mødte op på arbejde med en klar plan en mandag morgen i efteråret. Det var en overvindelse at nå til det punkt, at jeg for første gang i 14 år som skolelærer var kommet langt bagud med opgaveløsningen og skulle bede om hjælp til at løse mine egne opgaver. Min plan var, at jeg havde brug for hjælp.

Siden søndag middag havde der været en trykken for brystet over den kommende arbejdsdag og de mange uforberedte opgaver. Altoverskyggende var de 12 uforberedte skole/hjem-samtaler, hvor forældrepar ville møde op med en forventning om, at jeg, som jeg plejer, sætter fokus på lige netop deres barns udviklingsmuligheder, trivsel, sociale kompetencer og faglige evner. At der senere i dag var to uforberedte timer fyldte mindre, da jeg efterhånden kan trække lidt på erfaringen og er begyndt at gemme mine bevægelsesaktiviteter.

Jeg lavede en lap papir med dagens opgaver og opsøgte min nærmeste leder. Jeg mødte hende foran hendes kontor, hvor hun stod med nøglen i døren. Måske var det min bævrende stemme, hårde tone og flagrende blik, som fik hende til at invitere mig ind. Jeg turde ikke. Jeg var ikke i stand til at tale om min situation, da tårerne og sammenbruddet nærmede sig. Hun måtte vende tilbage med en plan.

stress

Mit nødråb blev promte besvaret, og lederne påtog sig efter bedste evne at undervise min 3. klasse i matematik, så jeg sammenlagt kom op på 55 minutter til at forberede samtlige skole/hjemsamtaler med tilhørende prøveretning, de to undervisningstimer samt tilrettelægge lidt af næste dags undervisning. Det tog toppen af presset, men min vejrtrækning var fortsat spændt og fastlåst i det øverste af brystkassen. Sygemeldingen var midlertidig afblæst, hvilket sikkert tilfredsstillede kommunaldirektøren, som mener at kunne nedbringe sygefraværet i Aalborg kommune, og dermed frigøre midler til budgettet.

Min undervisning den pågældende dag var ikke specielt eksemplarisk og sikkert ikke værdig til Aalborg Kommunes visionsproces. Vi arbejdede en del med træningsøvelser i klassen, men der blev også plads til at gentage et par faglige bevægelsesaktiviteter i skolens tidligere gymnastiksal.

Da dagen kl 16.45 var omme, lænede jeg mig lettet tilbage i stolen i klasselokalet. Roen sænkede sig over papirerne med elevplaner, testresultater og læringsmål. Det faglige standpunkt havde overskygget skole/hjem-samtalerne, og det hele barn med trivsel, sociale kompetencer, arbejdsmoral og dannelse må blive næste gang. Jeg forsøgte at få vejrtrækningen ned i maven, men frustrationerne over at levere så ringe et produkt og frygten for kommende dage som denne, bremsede luftens healende kræfter ved mellemgulvet. For mig og forhåbentlig min ledelse står det klart, at problemet med opgavemængden og strukturen ikke alene kan løses lokalt. Sygefraværet kan heller ikke bremses og nedbringes, før der sker politiske og forvaltningsmæssige handlinger i forhold til arbejdsvilkårene.

 

Kommentarer