Taberfabrikken – også for de voksne

Loser billede

 

Det slog mig lige. Lige her i dag, lige midt på gulvet i kantinen. Hårdt. At skolen gør tabere ud af de bedste. Og her taler jeg ikke om eleverne, nej, jeg taler om lærerne.

 

Jeg havde lige afsluttet en god snak med en kollega. Et ægte fagligt fyrtårn. En kollega, som brænder for sine fag, for sine elever og som har bagagen i orden. En kollega, som jeg er stolt over at arbejde sammen med, men som desværre er en taber! Lige der på gulvet i kantinen så jeg denne person som en taber!

 

Samtalen havde handlet om, hvor svært det er at skulle leve med ikke at kunne levere den undervisning, man ved, man kan. Det var tydeligt, at min kollega var ved at miste modet. Der blev lagt flere timer på skolen, end der kunne flexes ud i den anden ende. Samvittigheden var strakt til det yderste og mismodet bankede på. Hårdt. Og her stod kollegaen så og kunne ikke andet end at konkludere, at den eneste reelle løsning ville være at gå på deltid. Denne vidunderlige lærer var simpelthen til at ofre privatøkonomien for at få skabt plads til at være en god lærer. Da stod det smertefuldt klart for mig, at denne kollega var en taber. En taber i kampen for at holde god skole.

 

Tiden og mulighederne er simpelthen ikke til stede for, at de gode, samvittighedsfulde kolleger kan være i det, de har givet os. Konklusionen er klar: Skolen er ikke længere et sted for lærere, som er grundige, reflekterede og som helst kun stiller sig op foran klassen med noget af uforfalsket ren værdi.

 

…og så er der sådan nogle som mig… Jeg er en vinder! På en blanding af professionalisme, rutine og “I-don’t-give-a-shit” attitude vælter jeg igennem skoledagen med samvittigheden halsende opgivende langt bagefter. Det er sådan nogle som mig, de middelmådige, som bare kører derudaf uden ævl, men også uden den stræben efter det fremragende, som kendetegner taberne. “At overleve er bedre end at leve”…hvis det at leve ikke er en mulighed. Så det gør vi. Flere og flere af os. Det er også det råd, vi giver til taberne: “Lær at leve med, at I ikke er så gode, som I kunne have været.” Det er forresten det samme råd, skolelederne gi’r dem…

 

Dit barns lærer er altså vigtig for dit barns læring. Som vand er vigtigt for en vandpyt. “Det ved vi da godt”, siger I. Ja, men det er denne slags indlysende sandheder, man har mistet øje for derinde på Borgen. Læreren er raslet ned på ranglisten over prioriteter i skolen, og det mærkes på den enkelte lærer. Mon ikke også, at det siver igennem helt ud på skolebænkene?

 

I denne tid, hvor de eneste ting, der virkelig har politikernes bevågenhed er asylansøgere og skattelettelser, så er det op til os, som lever i det,  at råbe op om, at der ikke er råd til at smide de bedste lærere på gulvet. At invitere dem ind i vores allesammens folkeskole for så at slå dem i hovedet for deres ønske om at gøre det bedst muligt og gøre dem til de tabere, de er blevet til er præcis, hvad vi gør. Det slog mig lige. Hårdt.

Kommentarer