Tænk, hvis vi havde tiden!

Som ny lærer i en specialklasse, mødte jeg Axel, da han var 12 år gammel. Han sad altid, fra morgen til aften, med sin computer. Han var fysisk lidt ulækker, og hans sprog og ytringer ret uforståelige – og mange voksne holdt sig væk.

Ligesom mange børn med ADHD, havde han en uro i krop og hjerne, som skulle reduceres før han kunne relatere sig til sine omgivelser. Computeren var hans anker. Axel vidste alt om computere; hardware, programmering og design. Og han havde en stor interesse i computerspillet World of Warcraft.

Heldigvis gik nettet ned en dag. Hvad skulle han nu bruge som distraktion? Jeg satte mig ved ham og spurgte ind til hans helt store interesse World of Warcraft. Jeg bad ham om at fortælle lidt om det univers, på engelsk selvfølgelig. Da opdagede jeg, at hans ordforråd på engelsk langt oversteg folkeskolens krav, og at han talte helt naturligt og frit, når han talte om spillets univers. Og der kunne vi mødes. Jeg fandt på nogle opgaver og projekter, han skulle lave skriftligt, med udgangspunkt i World of Warcraft. Kunne han arbejde selvstændigt? Ja da!!

Vi brugte et halvt år på spillet. Så gik vi på TED.com og samtalede om den seneste teknologiske forskning, gik på NASAs hjemmeside og læste om den seneste rumforskning, gik ind og snakkede om Human Rights… Alt sammen på engelsk. Han havde mange timers engelsk det år.

I 8. klasse kom Alex ud i en almindelige klasse i engelsk, fysik og samfundsfag. De andre fag læste han stadig i specialklassen – hvor han slappede af, kunne sprutte og spytte og lave mærkelige lyde – for det gjorde han stadig, men han havde lært at gøre det, hvor han ikke blev set.

Han overraskede vist nok elever – og lærere, fra den nye klasse med sin faglighed og sin lyst til at være social og sammen med andre teenagere. I løbet af 8. klasse blev han valgt som elevrådsrepræsentant for specialklassen. I 9. klasse blev han formand for elevrådet på hele skolen, og også medlem af landsforeningen. Alex går på gymnasiet i dag.

I Danmark har vi meget smalle rammer for, hvad der er normalt. Hvad er ulækkert? Hvem vil vi lege med? Derfor ekskluderer vi så mange – børn og voksne.

Hvordan sikrer, vi at børn trives? Det kræver et rummeligt menneskesyn. For Axel skulle han først anerkendes fagligt, og så blev han selv interesseret i alt det andet. Den sociale udvikling kommer for nogen, efter den faglige – og det skal vi først opdage hos den enkelte.

Men det kræver tid. Og den tid er blevet taget fra os.

Kommentarer