Tanker når ferien lurer

I morgen er det ferie for mig. Jeg har dasket rundt på skolen, kigget lidt i de tomme lokaler og sukket inde i mig selv – og højlydt.

I lokale 1 har jeg haft fornøjelsen af en klasse i to år, der nu er sluppet videre i det store liv. Jeg sukker (højlydt), men smiler. Om lidt rykker jeg derind med en ny kommende 9. klasse. De har været min børn siden 7.. Vi skal nok få det godt. Dansklæreren er allerede begyndt at gøre lokalet klar. De er vores børn og de fortjener det bedste.

Jeg står og kigger rundt i lokalet med en lille tåre i øjenkrogen. Hvor meget må man egentlig holde af sine elever? Det er ikke alle, der flytter med ned i lokalet. De skal andre steder hen. Det gør mig ked af det. Altså det gør mig da også glad, for de skal opleve så meget godt deres nye sted. Men de er mine børn, og jeg vil helst ikke af med dem… Jeg kommer ikke til at grine med dem mere. Kommer ikke til at skælde dem ud. Kommer ikke til at hjælpe dem igennem en håbløs tysk tekst. Kommer ikke til at have de lange snakke om livet, når det bliver hårdt. Sladre med dem om alt hvad der skete i weekenden. Der triller en tåre mere ned ad kinden. Det gør ondt. Jeg ønsker børnene alt det bedste, men jeg kan jo langt bedre passe på dem, når de er tæt på mig. Spørgsmålene og bekymringerne er mange.

Bliver de nu hjulpet ordentligt på den nye skole?

Bliver der nu taget godt nok hånd om dem?

Ser de nye lærere når øjnene siger at de er triste, men ordene siger at alt er okay?

– Det håber jeg.

Det er hårdt at give slip på flere års op- og nedture, udvikling, gråd og grin. Fik jeg sagt ordentligt farvel?

Nogle gange prøver systemet at drukne mig i portaler, målstyring og nye prøveformer. De kan bare komme an, for det kommer ikke til at ske! Når jeg vælger min hverdag vælger jeg børnene og samtalen med dem. Det vil jeg gøre til hver en tid. Også selvom det gør ondt når de skal videre.

Pas på jer selv, søde børn!

Kommentarer