Topstyring dræber læreres engagement

 

 

Personalerummet dufter af kaffe, og lyset strømmer indad de store, gamle sprossede vinduer, der vender mod sydvest. Skolemødet skal til at gå i gang. Det er her vi taler om skolens udvikling og taler om nye tiltag. Det er også her, der kan gives meddelelser og informationer om alt fra skolepatruljen til nyt fra læringscentret.

En del kolleger sidder allerede klar, andre kommer halsende indad døren med computere, tasker eller en stak bøger under armen. Nogle har stadig overtøj på, der dufter af frisk luft, bål og en tur i skoven med indskolingen.

Men mødet starter præcis til tiden, dagsordenen er omfattende og følges stramt. Der er ikke tid til pludselige indskydelser eller uforudsete reaktioner på det der præsenteres.

 

Undervisningsministeriet har besluttet, at alle landets skoler skal arbejde med målstyret undervisning, og Københavns Kommune har besluttet at vi skal afprøve en læringsplatform, der hedder Min uddannelse. Det er ikke behov, der er opstået på min skole eller idéer, der er vokset frem blandt lærerne her. Vi skal arbejde med målstyret undervisning, og vi skal arbejde med den nye læringsplatform – blandt mange andre tiltag vi også skal arbejde med.

 

Solen står lavt på himlen og temperaturen stiger langsomt men sikkert i personalerummet, mens en konsulent fortæller om, hvor fortræffelig Min uddannelse er, når man skal sætte mål for den enkelte elev. ”Hvor bliver fællesskabet og det levende ord af?” får jeg lyst til at spørge, men jeg ved at lederen vil sige: ”Det er ikke en snak vi skal tage nu og her”. Problemet er at vi aldrig tager den snak og derfor ryger interessen og engagementet.

 

Varmegraderne i personalerummet er nu steget yderligere og bliver som en tung dyne af ligegyldighed, mens blikkene flakker op mod uret, hvis visere bevæger sig uendeligt langsomt. Jeg oplever normalt mine kolleger som åbne og lydhøre over for nyt, men i dag er det som om energien ikke rækker. Måske skyldes det, at dette tiltag kommer i kølvandet på en lang række af andre tiltag, som vi heller ikke har nået at forholde os ordentligt til, få snakket rigtigt om eller stillet undrende spørgsmål til.

 

Det er min påstand at undervisningsministeriet og de kommunale forvaltninger, kvæler al initiativ, fri tankevirksomhed og kreativitet i deres iver efter at effektivisere og måle og veje.

Vi må åbne vinduerne i personalerummet, få ilt til hjernen og stille spørsgmål og tage diskussionerne, før vi mister engagementet.

Kommentarer