Uddannelsesparat i en fart?

Min søn på 13 år kommer hjem fra første dag i sit nye liv i udskolingen. Vi har talt meget om denne dag, for allerede i 6. klasse synes han, at det pressede på med forventninger fra voksne mennesker, som han ikke rigtig kunne leve op til. Jeg hører døren klikke i entreen. Han er meget stille og indadvendt, og jeg får ham gelejdet ind i sofaen under et tæppe og begynder at spørge lidt ind til hans dag.

Hans uvillighed til at fortælle mig om noget bekymrer mig, så jeg beder ham om at fortælle om sin dag oppefra og ned. Så ser jeg det menneske, som jeg kender så godt og holder så meget, af falde helt fra hinanden for øjnene af mig, mens han fortæller om, hvordan han er sikker på, at han aldrig kan få en god uddannelse, et godt job og dermed et godt liv. Alt er slut, før det overhovedet er begyndt.           “Jeg klarer aldrig det her, mor. Jeg er jo bare et barn”

Det er hans “take” på den introduktion til uddannelsesparatheds-vurderingen, som en samlet 7. årgang, er blevet introduceret for den første dag efter sommerferien. De unges faglige, personlige og sociale kompetencer danner baggrund for vurderingen. Formålet med vurderingen er at identificere og hjælpe de elever, der har brug for støtte eller tid til udvikling for at gennemføre en ungdomsuddannelse. En nobel tanke, men pointen er, at min søn tager noget væsentligt andet med sig, end det der formentlig er intenderet. For ham er det en daglig falliterklæring, når han får at vide, at han ikke er uddannelsesparat, hvis han ikke kan byde ordentligt ind i et gruppearbejde, kan perspektivere en tekst, eller kan brainstorme selvstændigt på abstrakte problemstillinger. Noget der dælme kan være svært selv for voksne mennesker.

Jeg mener at anvendelsen af den slags vurderinger i udskolingen er uhensigtsmæssig, fordi det alt for ofte bruges til at problematisere umodenhed i stedet for at motivere og udvikle vores unge mennesker til at blive optimistiske og livsduelige væsner.

I mine øjne er det en menneskeret at få lov at være barn lige så længe det varer.

Mine udskolingskollegaer nikker genkendende til problematikken, da jeg deler min oplevelse med dem. Nogle mener at parathedsvurderingen er et udmærket redskab, hvis det bruges rigtigt, men det er meget op til den enkelte lærer at bruge den på en konstruktiv måde, og ikke blot som en ting man kan dunke ukoncentrerede elever i hovedet med, så de makker ret.

Hvis jeg husker bare syv år tilbage i tiden, var det en ofte benyttet vending hos 7. klasselærerne på min skole, at deres elever var “lukket for ombygning” pga pubertet og aldersbetinget umodenhed.             “Bare rolig”, sagde 8. klasselærerne så, “vi samler op på det hele i 8. klasse. Der er de nogenlunde modtagelige igen.” Indforstået latter ekkoede lystigt ned af gangene.

Der er er intet i vejen med, at udskolingslærere er opmærksomme på deres elevers evner til at klare skærene i deres fremadrettede uddannelsestid, men det skal aldrig nogensinde blive et politisk økonomi- eller effektiviseringsprojekt for at få presset flest mulige unge mennesker gennem ungdomsuddannelserne på kortest mulig tid. Ikke hvis prisen er en stor gruppe unge, der ikke tror på, at de er gode nok som de er, fordi ikke alle mennesker modnes på samme tid.

Jeg foreslår, at man lader børn være børn og gemmer alle parathedsvurderinger til sidste år af deres skolegang. Det løbende arbejde med at danne eleverne til hele mennesker, skal som altid være i fokus, men med udgangspunkt i Piet Heins tre T´er: Slid men vid, Ting Ta´r Tid.

Kommentarer