Udvalgt!

Jeg er en af de udvalgte til at evaluere skolereformen.

Dansklærer i 1. klasse, og hermed adgang til et spørgeskema – og et tekstfelt, hvor jeg kan komme med yderligere kommentarer. Uha, at de tør give den mulighed til en skolelærer.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte.

At jeg aldrig har været så alene i min lærergerning? Og den tæller dog 18 år. Der er meget langt fra at sidde torsdag eftermiddag og lave fredagsseddel sammen med årgangens lærere og planlægge undervisning, og så til nu, hvor ugens teammøde er fyldt med udfyldelse af diverse evalueringer til ledelsen efter kompetenceforedrag.

At jeg aldrig har været så alene om min undervisning på trods af store forkromede visdomsord om understøttende undervisning og to-lærer-ordning. Pt. er jeg dog uendelig heldig at have støtte til min klasses elever, men at lave planlægning for undervisningens indhold for hele klassen er ikke lige på tapetet, når opgaver, der før blev løftet af specialiserede folk med viden om diagnoser og handlemuligheder, nu skal klares i almenklasser. Jeg har før løftet inklusionselever, er positiv over for inklusion, men min verden efter reformen er også, at jeg er rejst fra en kommune, hvor inklusionsprocenten var i top, mens den daglige nødvendige støtte var i bund.

At mine mapper med gemte undervisningsforløb i emneuger om vand, luft, kroppen, indianere, “Byen”, sportsgrene, trolde, middelalder, vikinger og Grønland ligger ubrugte hen, fordi mine fire årlige emneuger er blevet skåret ned til én emneuge, hvor min position er blevet statistens, der udfører en tovholders optimererede planlægning.

At én af semneugerkolereformens erklærede formål om mere praktisk arbejde ikke virker. Et meget smukt formål udført med højre hånd, mens venstre hånd landede en lov 409, der i praksis blev til èn lærer-èn klasse-èt fag, og med kommunernes sparekniv og dermed følgende klasseoptimeringer blev til langt flere elever på et hold, så det reelt er blevet langt vanskeligere at snitte en flitsbue, bygge en blide, have et øje på bålet med suppe samtidig med brød, der æltes. Grønlandsk perlesyning og brydekampe er noget af en udfordring at klare på en gang med 25 elever, så en kopiside eller en videofilm på Ipaden er  langt at foretrække. Men jeg savner da at se stoltheden i elevers øjne, når perlerosetten lykkedes, og når bryde-turneringen med indlagt trommedans bliver vist til forældrene.

“At være i evig bevidsthed om det næste mål sætter en stopper for flow”

Jeg var personligt meget glad for de nye mål, som vi skulle til at arbejde med. Jeg mente, at de gav adgang til en langt bedre og mere præcis måde at snakke læring på. Jeg kastede mig ud i arbejdet – men jeg skal da lige love for, at jeg har trukket mig igen. Tyranni er vist det ord, som ligger min mund nærmest efter at have lavet niveauopdelte trin-, del- og kompetencemål og jeg-ved-snart-ikke-hvad. Den korte version: det er ikke godt for elever, slet ikke for de små! At være i evig bevidsthed om det næste mål sætter en stopper for flow. Flow, som  er et slidt udtryk for dér, hvor både elever og voksne glemmer tid og sted og bare nyder arbejdet og tiden sammen.

Bare giv reformen tid, hører jeg arkitekterne bag ændringerne sige. Mine kollegaer, der er startet i folkeskolen efter reformen, har nærmest lige så lidt at sammenligne med som mine elever i 1. klasse, der også skal udfylde evalueringsspørgeskemaer. De siger, at de er heldige, de nye lærere. De har ikke prøvet tiden før.

Det bliver et meget langt tekstfelt i min besvarelse. For jeg føler mig faktisk udvalgt, når jeg kan få mine ord med i evalueringen. Bare der også bliver plads til dem i rapporten bagefter.

 

 

 

 

 

 

Kommentarer