Undskyld, jeg arbejder på privatskole

Det er som at sidde til et AA-møde, når jeg er i selskab til andre lærere. Som om at jeg bærer på en frygtelig hemmelighed, som det nok er bedst, at de ikke kender til, for så ender vi ikke i akavet stilhed eller bebrejdende blikke, når vi snakker arbejde. Men som til ethvert AA-møde må sandheden frem: ”Jeg hedder Anders, og jeg arbejder på privatskole.”

anders-thorsen

Det var fuldstændigt tilfældigt, at jeg fik job på min skole. Jeg er vildt glad for den, mine kollegaer og mine elever, men det betyder ikke, at jeg har noget imod folkeskolen. Tværtimod elsker jeg den. Okay, måske er elsker et stærkt ord, men der er ingen tvivl om, at folkeskolen er en sindssyg vigtig – måske den allervigtigste – brik i vores velfærdssamfund. Den er og skal være hjørnestenen i uddannelsen og dannelsen af vores allesammens børn, det er her, vi møder høj og lav, tyk og tynd og sort og hvid.

Jeg ville ønske, at mine folkeskolekollegaer også var vild med mig og min privatskole, men ofte er det ikke tilfældet. Jeg tager nemlig ikke et socialt ansvar, og jeg tager dine dygtige elever, mens alle mine folkeskolekollegaer sidder tilbage med inklusionseleverne og indvandrebørnene. Måske hader jeg endda folkeskolen! Når jeg debatterer skole og lærere, kommer kommentaren ofte: Han arbejder på privatskole, underforstået at så gælder min holdning knapt så meget. Det gælder særligt, hvis jeg kritiserer os selv.

For nogle måneder siden mødte jeg en tidligere elev i S-toget – lad os kalde ham Søren – som havde gået i en særlig klasse med naturvidenskabeligt fokus. Søren var og er en nørd i ordets allermest positive betydning. Han var vild med matematik, fysik/kemi var bare det fedeste i verden, og kunne han få lov til at fortælle om græske myter, var han i himlen. Efter at have haft ham i et halvt års tid, blev han vildt uvenner med sin nye bedste ven i klassen over en lille ting, hvor Søren overreagerede voldsomt. I fællesskab fik vi løst problemet, og de blev venner igen. I S-toget fortalte Søren, at han aldrig havde haft en ven, før han startede på min skole i 8. klasse. Han takkede for hjælpen til at lære, hvordan man er en ven.

Jeg har nu oplevet flere gange at få elever i nystartede 8. klasser, der på grund af deres nørdede særheder har haft det svært i deres gamle klasser, og som for første gang finder de et fællesskab i de her naturvidenskabsklasser. Det lykkes ikke hver gang, men mine superdygtige kollegaer og jeg prøver, og det mener jeg er udtryk for, at vi rent faktisk tager et socialt ansvar.

Kunne vi gøre mere på min skole? Jo, det tror jeg. Men at vi skulle ødelægge folkeskolen, er noget værre vrøvl. Faktisk ligner mit arbejde de fleste andre lærerjobs, så kunne vi ikke forsøge at tale om skolen i stedet for privatskolen, friskolen, efterskolen og folkeskolen? Kunne vi ikke bare tale om skolen? For vi skal det samme og vi vil det samme: At danne og uddanne vores børn og unge. Det kunne simpelthen være så fedt at sige – helt uden at undskylde: Jeg arbejder i skolen!

Kommentarer