Usund præstationskultur på skolerne i Aalborg

Da skolereformen lagde fra land i 2014, blev målet om, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan, taget under kærlig behandling i Aalborg kommune. Ganske hurtigt blev en helt ny vision for Aalborg kommunes skoler søsat med mottoet; Noget at have det i.

Visionen skulle understøtte netop skolereformens overordnede mål.
Det hele skulle helst gå op i en højere helhed, så derfor blev evidens og forskning om, hvordan børn lærer bedst udbredt med lynets hast til kommunens lærere og pædagoger. Den berømte forsker John Hattie, blev også i Aalborg kommune tolket- og mistolket – da netop hans forskning viste, at synlig læring gav et positivt resultat når man målte på udbyttet af den undervisning børnene fik. Alle lærere og pædagoger kom derfor på kursus i læringssamtaler, som handlede om, at man skulle tale med eleverne om, hvordan de kunne forbedre deres læring og nå deres individuelle, faglige og sociale mål.

Problemet var for fire år siden, og er stadig i dag, at reformmålet ikke står mål med virkeligheden, fordi lærerne skal undervise mere og forberede sig mindre. Den slags skaber travlhed på gulvet, og eleverne ser på, hvordan arbejdspresset sender mange lærere til tælling – undervisningen bliver ofte leveret helt eller delvist uforberedt, og lederne beder handlingslammet, lærerne om at sænke deres ambitioner, så tingene kan hænge sammen. Løbende dialog og værdibaseret ledelse, hedder det vist.

I min hverdag, som lærer i Aalborg kommune, er jeg ganske bekymret for, om vi gennem jagten på at nå visionen og reformens målsætning, uforsætligt er i gang med at presse vores elever helt unødigt. Skoledagen er blevet meget lang, og er fyldt ud med de voksnes desperate forsøg på at kvalitetssikre indholdet i undervisningen gennem holddeling, understøttende undervisning og bevægelse – og klasseværelserne er nu plastret til i synlige mål skrevet i børnesprog.

Jeg oplever sommetider, at der er elever jeg ikke når omkring i løbet af en arbejdsdag, fordi jeg har travlt med at hænge læringsmål op på tavlen, udarbejde undervisningsforløb på den digitale læringsportal, og evaluere eleverne via et utal af testresultater. Jeg bruger mere og mere tid på at vurdere eleverne bag min computerskærm, og har mindre og mindre øjenkontakt og dialog med dem. Jeg hører mig selv forklare mine elever hvad de skal lære, hvordan de skal lære, hvorfor de skal lære, hvornår de skal lære – men jeg får bare ikke altid samlet op på om de lærer.

På nogle skoler i Aalborg har man valgt at skære skole-hjemsamarbejdet ned til et absolut minimum, da man påstår, at det er lige så fyldestgørende, at læse om barnets faglige og sociale udvikling på læringsplatformen Min Uddannelse, som er det sted på internettet, hvor lærerne bruger oceaner af tid på at udarbejde og evaluere elevernes læringsmål.

Allerede fra børnehaveklassen skal eleverne opfylde læringsmål. Læreren skal vurdere hvordan barnet har klaret sig, og det er således muligt for forældre og elever at logge ind på Min Uddannelse, og følge med i hvordan det går i skolen. Et opnået mål udløser en lille virtuel guldmedalje – reelt er det vel en form for karaktergivning så tidligt som  fra 6 årsalderen. Har man mange guldmedaljer klarer man sig godt i skolen – eller i hvertfald i Min Uddannelse.
I min optik, er det ikke underligt, at vi ser flere og flere børn som har det svært i skolen. Ondt i maven, tegn på stress og angst – frygten for ikke at være god nok. Vi beder hele tiden vores børn om at præstere mere og bedre – og vi gør det konstant synligt for dem, hvordan de præsterer.

En usund præstationskultur breder sig rundt om på skolerne i Aalborg, hvor det øgede fokus på mål, målstyring og test, har taget overhånd. Hvorfor det er sket, er der givetvis mange svar på; jeg vil gerne spørge byrådskandidaterne i Aalborg, om det også er sådan her vi skal fortsætte de næste fire år?

Min erfaring gennem snart 16 år, fortæller mig, at det er den nære relation til eleverne i kombination med høj faglighed, som reelt har indflydelse på børnenes læring. Alle elever har brug for at blive set, hørt og forstået, og derfor mener jeg, at vi skal flytte fokus væk fra målstyrende læringsportaler og tilbage på barnet.

Det er på tide at sætte en stopper for de velfærdsforringelser eleverne i folkeskolen udsættes for, når fokus bliver lagt på kontrollerende it-løsninger, som bidrager til at præstationskulturen får lov til at fylde i klasseværelserne.
Det er en velfærdsforringelse, når de voksne mister overblikket. Det er en velfærdsforringelse, at eleverne føler sig fremmedgjorte og usikre i skolen, og det er en velfærdsforringelse, at mål, test og dokumentationskrav stjæler lærernes muligheder for at være nærværende og autentiske.

Kommentarer