Valgflæsk og dårlige undskyldninger… og så skal vi videre.

Alle skolelærere kunne i går måbende læse, at Mette Frederiksen undervurderede, hvor lange spor konflikten ville trække. Vi er nok flere, som ikke helt køber præmissen om, at Mette Frederiksen undervurderede noget som helst. Valget er på trapperne og de fleste af de ca. 50.000 af landets lærere og vælgere har stadig ikke glemt den svinestreg Mette Frederiksen var en del af i 2013.

Tilbage i 2017 besøgte jeg på baggrund af mit partimedlemskab og en kritisk kronik omkring reformen vores tidligere undervisningsminister Christine Antorini. Min dagsorden gik ud på, at høre, hvornår partiet ville tage sig sammen og række en hånd ud til lærerne. Bide i det sure æble og indrømme, at det var noget lort og at vi er blevet klogere. Det er lykkedes Socialistisk Folkeparti at trække i land og være helt troværdige igen. Mit spørgsmål var altså, hvornår det kommer til at ske for Socialdemokratiet. Der kom intet ud af mødet. Antorini kunne ikke helt se, hvorfor alle var så sure. Det er min påstand at Antorini aldrig bør have med skoleområdet at gøre igen.

Alligevel har jeg ikke opgivet alt for det gamle arbejderparti. Nedenstående er fra min kronik fra 2017.

Grunden til, at jeg er lærer og socialdemokrat med hud og hår er fordi jeg grundlæggende mener at vi deler et værdifællesskab. Jeg er medlem af Socialdemokraterne af mange af de samme årsager, som gjorde at jeg valgte lærerfaget.

Gamle, men stadig højaktuelle paroler som frihed, lighed, solidaritet og fællesskab, er stadig vigtige, ikke bare for en socialdemokrat, men i høj grad også for mig som lærer. Som lærer er jeg i frontlinjen, som velfærdssoldat for Danmark. Jeg er dermed en af de ildsjæle, som kæmper for de socialdemokratiske værdier ikke bare bevares, men også gives videre til fremtidens generationer.

Den tidligere regering – med Socialdemokratiet i front – agerede mildest talt tåbeligt under lockouten. Den åbenlyst tætte relation til KL og deres bedrevidende attitude overfor kritiske lærere, opsummeres bedst at den tidligere ligeledes lærerkritiske tidligere professor Niels Egelund, som udtalte ”det er i mine øjne på tide, at lærerne holder kæft med deres pis og kommer i arbejdstøjet”.

Stadig den dag i dag kan mine partikammerater ikke forstå problemet. De kan ikke forstå, hvorfor den undervisningsminister Merete Riisager (LA) er populær blandt lærerne. Hun udtalte for nyligt at ”Min erfaring med at implementere nye systemer i store organisationer har lært mig, at hvis man er ude af stand til at overbevise hovedparten af medarbejderne om værdien af det nye system, er det højst sandsynligt ikke medarbejderne den er gal med”.

Socialdemokratiet som parti må stå ved, at det har brudt med den tillid I havde, ikke bare til nogle vælgere, men til en hel faggruppe, som alle er enige om er vigtige for Danmark. SF indrømmede det og har genskabt noget af den tillid, der var til dem fra før lockouten.

En afgørende pointe er også, at mens mit parti har talt lærergerningen ned og talt dunder om at lærere, sandelig ikke skal have nogen fordele, men arbejde på lige fod med andre faggrupper, har lærerne fået markant dårligere arbejdsvilkår.

Nu er valget altså på trapperne og Socialdemokratiet har stadig ikke rakt en hånd en hånd frem til os lærere. Til gengæld har Anders Bondo rakt en hånd frem til Mette Frederiksen. Vi skal selvfølgelig kunne samarbejde med Socialdemokratiet på trods af bitterhed og tåbelig retorik. Nu er det op til Mette Frederiksen at tage imod den hånd de ikke selv strakte ud og vise, at de gerne vil den folkeskole de siden 2013 har været godt i gang med at nedbryde.

 

 

 

 

Kommentarer