Vi mister vores børn og unge til elektroniske zombieskæbner.

Ved busstoppestedet en tidlig morgen, stod alle med bøjede hoveder over mobilerne og ventede. Jeg havde lige afleveret mine børn i børnehave, og var på vej på arbejde. I folkeskolen.

Men der stod også en ung fyr, der bare kiggede ud i luften. Som om han nød den stille venten. Efter et stykke tid tog han noget frem fra lommen. Han vendte og drejede det stille i mellem sine hænder. Han aede det med et smil. Jeg kunne se hvordan han mærkede strukturen i det. Kunne ligefrem mærkehans glæde.

Det var et armbånd. Og da han forsigtigt tog det på, lyste hans øjne af glæde.

Bussens brummen fik mig tilbage i nuet. Men jeg har lige siden tænkt på, hvilken betydning armbåndet havde. Hvem havde han fået det af? Hvem havde lavet det? Hvorfor betød det så meget for ham?

Materialitet er mange ting. Den nye telefon, fladskærmen eller mærkevaretøjet tænker mange måske. Men materialitet er meget andet. Det er lige præcis dét som fyren gjorde. Han holdt af genstanden, armbåndet. Det havde en historie. Det var lavet med kærlighed. Til ham. Til materialet. Den der havde lavet det, vidste hvordan materialet skulle bearbejdes. Det er håndværk. Det er historie. Og den unge mand var vild med det, fordi det talte til ham.

I skolen ser jeg meget sjældent elever være vilde med det. De er vilde med at spille på deres telefon i frikvarterende. De er vilde med at tjekke alle de sociale medier. Hvis ikke telefonerne er lagt til opbevaring for dagen, vel og mærke. Nogle skiller sig ud, bevares, de sidder og tegner eller læser. Eller spiller bold. Men rigtig mange har deres telefoner i hænderne. Mange kan ikke se værdien i at skabe med deres hænder. Ikke se værdien af historierne bag. De er ligeglade.

Derfor er betydningen af ting med håndværk og historie bag sig, ved at forsvinde. For vores børn og unge er ikke vokset op med det. De ser det ikke som nogen værdi. Selvom det i sig selv har værdi. Det fortæller noget om os selv. Om vores nære. Om vores familie. Om vores kærlighed. Om vores liv. Hvis ikke vi lærer vores børn og unge at se værdien i det, i stedet for en lille skærms værdi, bliver deres liv, vores liv og verden, et fattigere sted.

For at ændre det, skal alle voksne omkring børn og unge tage ansvar. Giv dem arvestykker med historier, fra da mormor var barn. Fortæl dem historier fra din egen barndom. Tag dem med på værkstedet og lær dem det din mor eller far lærte dig. Lad dem bygge huler i træerne, som da du var barn.

Gør noget. Nu! For hvis ikke det sker, mister vi mange af vores børn og unge til elektroniske zombieskæbner. Uden mening. Uden liv.

Kommentarer