A poor lonesome cowboy…

 

Lederne kommer længere og længere væk fra den virkelighed, eleverne og det pædagogiske personale står i til daglig. Den virkelighed, som de burde være troværdige repræsentanter for i alle sammenhænge.

En solrig efterårsdag sad jeg på mit arbejde og var fuld af glæde over den super vellykkede motionsdag, vi havde gennemført. Glimt af friske røde kinder, sved på panden og store smil hos skolens 720 elever fyldte mine tanker.

Alle lærere og pædagoger var pålagt at deltage i gennemførelsen af dagens aktiviteter, og følelsen af at være én samlet skole var opløftende. Der var dog ved frokosten enighed om, at vi savner at se vores tre ledere ude blandt eleverne på disse specielle dage.

I august måned søsatte ledelsen på vores skole og naboskolen et udviklingsprojekt, hvor læring er i centrum. Stor var min lykke, da vores engelske foredragsholder Gordon fremviste det slide, som viste, at ledelsernes opgave er at være læringsledere frem for strategiske, administrative ledere. Altså ledere, der fungerer som igangsættere og vejledere for spændende undervisningsforløb, som styrker elevernes læring.
Det gav plads for håbet på, at min ledelse ville skifte hest og ride med det pædagogiske personale ud af den samme vej.

Men helt ærligt – de rammer, der udstikkes fra byrådet om deltagelse i kvalitetsrapporter, feed back samtaler, budgetter med krav om besparelser og så videre og så videre giver ikke meget plads til at være en nærværende leder. En leder med fingeren på pulsen og kendskab til skolens elever og personalets styrker og kompetencer.

De synlige, nærværende ledere er en saga blot. Og det ser ikke ud til, at fremtiden bliver lys på det område.

I Næstved kommune, hvor jeg arbejder, behandler byrådet sidst på måneden et forslag til ændring af skolestrukturen. Her foreslås det at minimere antallet af ledere på kommunes elleve skoler til seks.

Dette må nødvendigvis medføre en endnu større afstand mellem ledelsen og medarbejderne.
Fra vores hesterygge kan vi knap nok få øje på hinanden længere. Vi rider længere og længere væk fra hinanden og en fælles forståelse.

Mit største ønske er, at vores veje igen vil mødes, så vi sammen kan skabe en bedre skole. Vi har brug for hinanden.

Kommentarer