Vi svigter inklusionsbørnene med snak

Maria fra 5.u ved godt, at der igen skal være møde mellem hendes forældre og skolens ledelse. Hele formiddagen er hun mere urolig end nogensinde før. Hun får skabt adskillige konflikter omkring sig. Med kammeraterne, med lærerne, med sig selv. Hun er en tikkende bombe. Hun slår og sparker. Kl.10, hvor mødet skal starte, kigger hun på mig og spørger: ”Hvis jeg nu bare løber ned på kontoret, flår døren op og skriger så højt jeg kan: jeg vil skifte skole, jeg gider ikke gå på denne her lorteskole længere!!!”, – tror du så, de vil hjælpe mig?

Jeg har været Marias klasselærer i to år. Hun er udadreagerende og har et iltert, voldsomt temperament. Hun har ikke nogen egentlig diagnose. Hun er fagligt kvik. Hun rummer ufatteligt meget uforløst vrede i sin 11-årige krop. Hendes situation er tilspidset af forældrenes manglende samarbejde efter en voldsom skilsmisse.

Det bekymrer mig, at vi i inklusionsøjemed spilder de udsatte børns tid på at holde møder omkring dem. Vi taler og taler, men får aldrig hjulpet dem. Disse børn kan af og til vente ml.6-7 år før, de får den hjælp, de skal have. Ofte ender det med, at de får en brøkdel af den hjælp, som de nærmeste fagpersonerne foreslog fra første færd.

Siden hun gik i 3.klasse, er der afholdt 3-4 netværksmøder om hende pr. halvår. Hver gang med 6-7 fagpersoner til stede. Der er blevet skitseret og noteret. Hvor går det godt? Hvor er der udfordringer? Hvad er aftalen til næste gang? Der er blevet søgt om samtaler hos skolepsykolog, hos familierådgivningen, et traumekursus, samtaler hos kommunens børne- og ungevejleder. Skolens skiftende sundhedsplejersker og socialpædagoger har holdt møder med pigen og forældre. Der er blevet skrevet underretninger. Måske 10 på 2 år. Vi, teamet omkring klassen, fører en dagbog, hvori vi skriver om Marias dag og de mange svære situationer. Vi noterer ned, hvor ofte hun er brudt grædende sammen, hvor ofte hun har fået andre børn til at bryde grædende sammen, hvor mange gange hun har sagt ”lorte-lærer og lorte-skole. I kan ikke lide mig. Ingen kan lide mig.”

En mellemleder har taget sig særligt af Maria. Hun har givet hende nogle laminerede kort, med forskellige anvisninger på, som burde hjælpe hende med at håndtere sin vrede på en konstruktiv måde. Hun vil ikke bruge dem. ”Det er nogle fucking lorte-kort!” ”Du bruger dem bare, når du ikke længere gider se på mig i klassen”, råber hun.

Nu er der skrevet direkte til områdechefen og ansøgt om endnu en ordning. Imødekommes ansøgningen vil Maria blive taget ud af det almindelige skema og få én til én voksentid med en af skolens unge, uuddannede vikarer. Hver 3.uge skal ansøgningen fornyes, for at ordningen kan opretholdes. Hvor mange nyansatte, unge tilkaldevikarer magter den opgave?

Jeg mener, at børn med særlige behov skal have den hjælp, de har brug for tidligere. Jeg frygter for, at barnets problemer i ventetiden ellers vokser sig unødigt store.

Det er sket i denne sag. Maria har i løbet af de to år ikke fået det bedre, men værre. Vi har endnu ikke formået at hjælpe hende.

Kan vi virkelig ikke hjælpe Maria bedre?

Selvfølgelig er det nødvendigt at udrede og holde møder for at lægge en handlingsplan omkring udsatte børn. Men, tænk, hvis vi kunne veksle nogle af de mange timelønninger, der er brugt på ufrugtbare møder til at ansætte en stabil inklusionspædagog, der kunne have været der hver dag for Maria, siden vi mødte hende først.

 

Kommentarer