Det er blevet paradoksalt at undervise skolebørn i menneskerettighederne

I alle klasser er der børn, der skal undervises, trøstes, lyttes til. Nogle børn har brug for meget hjælp, nogle lidt mindre, men alle børn har brug for deres lærer.

Det er det, der gør jobbet både hårdt og dybt meningsfuldt på samme tid.

Det sidste stykke tid har jeg sammen med dygtige kolleger udvekslet refleksioner over en særlig gruppe børn, nemlig de nyankomne flygtningebørn på skolen. Her bliver kaldet tydeligt.

Alle har ret til det gode fællesskab

Mange steder i Danmark starter nyankomne flygtningebørn i almenklasserne stort set ved ankomsten til Danmark. Det siger sig selv, at de derfor kalder på en høj grad af omsorg og tryghed, på sproglige kompetencer i forhold til undervisningens faglige indhold og i forhold til at kunne begå sig i klassens sociale fællesskab.

Ofte står de ressourcer, der følger med, ikke mål med den opgave, der skal løftes. Derfor står lærerne alene med den store opgave, det er at give børnene bare et minimum af faglig udfordring og hjælpe dem ind i fællesskabet.

I lærerens kald ligger menneskehedens stræben mod idealet om det gode fællesskab, som i folkeskolen udtrykkes i formålsparagraffen. Demokrati, åndsfrihed og ligeværd er ord, der står mejslet ind i enhver lærers bevidsthed.

I 3.a taler vi tit om, at vi er ligeværdige – ikke fordi, vi kan det ene eller det andet, har været søde eller tarvelige, eller fordi det ene barn er dansk, eller det andet barn kommer fra Syrien. Næ, vi er det hele værd, simpelthen bare fordi vi er mennesker.

Ligeværd er måske den vigtigste sammenhængskraft i klassens sociale liv.

Når vi taler om, at vi alle er det hele værd, runder vi også FN´s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og Børnekonventionen. For det er jo i menneskerettighederne, at alle menneskers iboende værdighed står beskrevet.

Rettighederne er universelle. Når vi modtager flygtningebørn i klasserne, der kommer fra krig og har oplevet ting, et barn ikke bør opleve, så bliver menneskerettighedernes legitimitet meget tydelig for os.

Derfor. At vi arbejder for at have et godt og trygt fællesskab i klassen, betyder, at vi samtidig arbejder med både formålsparagraffen for folkeskolen og menneskerettighederne. Det er en stræben, der gør det muligt for os at løfte os op over vores egne behov og sætte os i stand til at tænke på de andre i klassen også. Vi stræber mod at blive en god klasse – men den underliggende stræben handler om det gode samfund på den helt store klinge.

 Står demokrati, åndsfrihed og ligeværd nu til diskussion?

Al undervisning skal forpligte sig på at tale op imod formålsparagraffen. Derfor skal vi opdrage børnene til, at vi alle er lige værdige. Det er af etisk karakter, for det er grundlæggende godt, at vi tager ansvar for – og respekterer hinanden som mennesker.

Men der opstår et dilemma, når politikerne ønsker at udfordre Menneskerettighederne – ændringer, der betyder, at alle ikke længere er lige for loven. Så legitimeres diskrimination af særlige samfundsgrupper.

I vores klasse bliver det mere og mere paradoksalt for mig at fortælle børnene om formålsparagraffen og menneskerettighederne, når man fra højeste niveau fører en politik, der bryster sig af at skabe dårlige vilkår for særlige grupper, som fra mit perspektiv er det ikke i overensstemmelse med det allesteds nærværende kald i lærergerningen, fordi det er uetisk og amoralsk.

Det kan jeg ganske enkelt ikke stå inde for.

 

Bragt i folkeskolen.dk den 9. december 2018

 

 

 

Kommentarer