Børn reduceres til numre i systemet – det er vanvid

Der har længe været stor begejstring for dataindsamling i folkeskolen. Det gør mig rigtig nervøs som lærer. Viden er som bekendt magt og det er personfølsomme data, vi har med at gøre. Og jeg har god grund til min bekymring viser det sig, når Politiken kan dokumentere, at kommunerne ulovligt bruger data indsamlet i skolen til sagsbehandling.

Som lærer er jeg uhyre bevidst om, at jeg med Løgstrups fine formulering, aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i mine hænder. Men er de bevidste om, at de holder noget af et barns liv i deres hænder på forvaltningen? Sagsbehandling uden at høre parterne selv, den går forhåbentlig ikke.

Kort efter skolereformens indførsel sad jeg over for min nærmeste leder til en samtale, og pludselig spurgte han mig, om ikke jeg lige kunne sørge for at min 7. klasse kom op på landsgennemsnittet i den nationale test i engelsk. Han havde kigget på de foreløbige resultater og kunne se, at jeg manglede at teste et par elever. Jeg var dybt rystet. Hvad havde han tænkt, at jeg skulle gøre? Jeg måtte konstatere, at jeg åbenbart var naiv, når jeg troede at nationale test skulle afspejle, hvad eleverne faktisk kan fagligt på et givent tidspunkt.

Ledere og forvaltningschefer kigger på data, og de sammenligner sig med andre skoler og kommuner. Selvfølgelig begynder de at drømme om, at skolerne med et snuptag hæver sig lidt i statistikken. Som seneste eksempel kan nævnes Jørn Henriksen, direktør for børn og kultur i Esbjerg. Han sagde til Politiken 6. januar: “På nuværende tidspunkt indikerer vurderingerne, at cirka 80 procent af vores elever trives. Det betyder omvendt at ca. 20 procent af vores elever har behov for opmærksomhed omkring deres trivsel – det er 20 procent for meget.”

Men det er mennesker vi taler om. Det er umuligt at opnå 100 procent trivsel, hvis testene ellers skal afspejle virkeligheden. Vores lærerfaglige indsigt i elevernes liv gennem daglig omgang med dem bliver tilsidesat oppefra, når folk som Jørn Henriksen ikke tror på, at vi kan vurdere børnenes trivsel og handle, når et barn har brug for det.

Fokus er flyttet væk fra dagligdagen i landets skoler og over i regneark. Jeg mangler ledere, som interesserer sig for at skabe rammer, hvor trivsel og faglighed kan opstå. I stedet sidder lederne og dyrker deres regneark, og tror tilsyneladende, at det er målingen, der er interessant og ikke den virkelighed, som den er taget ud af. Lige om lidt gør læringsplatformene for alvor deres indtog, og med dem vil der blive genereret enorme mængder data. Som lærer kan jeg ikke stoppe det, jeg får blot at vide, at det er en skal-opgave.

Jeg er dybt bekymret over ufrivilligt at bidrage til dette vanvid, hvor børn reduceres til numre i systemet. Mit håb er, at der er politikere, som deler min bekymring.

Kommentarer