De børn har brug for at lære nogle manérer

På kirkebænken sidder fire store drenge og skubber til hinanden. De har stadig jakker, huer og vanter på. Den ene dreng forsøger at smække sine fødder op på ryglænet af bænken foran ham, mens han stønner højt. De tre andre råber skældsord efter nogle klassekammerater på bænkene længere nede i kirken. En tom juicekarton trampes flad og sparkes af sted langs gulvet.

Fra midtergangen bøjer jeg mig ind over drengene, som kigger uforstående på mig, da jeg beder dem om at sidde stille, samle juicekartonen op og holde fødderne på gulvet. Jeg fornemmer, hvordan min puls stiger, mens min stemme lyder vred og skuffet på én gang – vi havde jo talt med eleverne om god opførsel kort tid inden vi forlod skolen, og allerede nu, inden det hele er begyndt, falder forventningerne omkring adfærd i kirken helt til jorden.

Mens kirken fyldes med elever fra 4. til 7. årgang, hører jeg flere, som højt og tydeligt tilkendegiver, at det her er kedeligt, og at de ikke fatter hvorfor de skal tvinges til at deltage i denne langsommelige og for dem, intetsigende affære.

Inde i kirken er der ingen plastiklaminerede læringsmål, og prædikenen er ikke tilrettelagt efter undervisningsministeriets centralt fastsatte fælles mål. Julegudstjenesten er ikke en prøvehandling eller en læringssamtale. Den er ægte og autentisk. Præsten har forberedt sig og organisten har øvet sig, fordi vi skulle komme og høre om julens glade budskab.

Mens præsten fortæller om hvorfor lys, engle, jakobsstiger og julekugler er at finde på vores juletræ, høres der pludselig et højt gab gennem kirkerummet. En elev fandt åbenbart ikke fortællingen interessant nok, og mente derfor, at alle i kirken skulle gøres opmærksomme herpå. Præsten kommer af bare overraskelse til at love, at hun nok skal skynde sig at blive færdig med at tale. Jeg sidder og krummer tæer, mens jeg tænker på, at hun ikke skal undskylde spor.

Et scenarie uden mage, udspiller sig lige for øjnene af mig, og jeg føler mig dybt ansvarlig og aldeles magtesløs på en og samme tid. Latter, småsnak, tyssen og uro præger de femogfyrre minutters forsøg på at skabe julestemning, og under velsignelsen vælger en elev at velsigne præsten tilbage med et højt og rungende “I lige måde!”. En lærer tager en anden urolig elev med udenfor, med håb om at roen derved kan genfindes.

Da vi synger Et barn er født i Betlehem, går det rigtig godt i de første to vers, herefter forstummer sangen, og uro og snak breder sig på ny. Kirkesangeren og lærerne synger alt hvad de kan, i forsøget på at være gode rollemodeller, men det er som om det ikke rigtig fanger an. Det gør til gengæld mobiltelefonerne – i smug.

Det tager omtrent fire minutter at synge de ti vers, som hører til salmen, men udholdenheden rakte desværre kun til de første to. Er det for meget forlangt at bede om fire minutter? Fire minutter, hvor der ikke kan spilles IPad og zappes. Fire minutter uden sociale medier og hyggesnak. Fire minutter hvor barnet ikke er i centrum, men hvor fællesskabet og sangen er i centrum. Fire minutter hvor den enkelte ikke bliver set, men via sangen forventes at tilpasse sig.

Da præsten ønsker alle en rigtig glædelig jul har halvdelen af eleverne allerede taget jakkerne på, og er på vej ud af kirken. Larmen fra sko og lynlåse gør det umuligt at komme til orde, og jeg kan se frustrationen i blikket på hende – det er vanskeligt at skulle skifte rolle fra den glade julebudbringer til den skrappe dame som irettesætter og stiller krav, så den rolle tager jeg.

Jeg rejser mig, og beder meget bestemt eleverne om at vende tilbage til deres pladser og forholde sig i ro indtil man får lov til at gå. Modvilligt skabes der igen ørenlyd for et sidste ønske om en rigtig glædelig jul.

På vej ud af kirken møder mine øjne en kollega, som er lige så rystet som jeg. “De børn har brug for at lære nogle manérer, og vi må hellere se at komme i gang”, proklamerer hun i samme nu. Jeg nikker og er enig med hende. På vej hjem fra kirken går jeg bagerst, og samler henkastede kopiark med julesange op fra jorden, mens jeg vedtager et for mig, meget dybtfølt nytårsfortsæt; I 2017 vil jeg arbejde for at bringe dannelse, manérer og udholdenhed tilbage i skolen.

 

Kommentarer