De lange skoledage dræner eleverne

”Må vi ikke nok få fri,” sagde eleverne endnu en gang i 8.D, da jeg forleden kom ind i klassen kl 14.30 og skulle i gang med dansk. ”Vi oooooorker ikke mere,” sagde Emilie, mens hun lå dvask ind over bordet. Alexander havde sat sig med hovedtelefoner på og kiggede tomt ned i sin telefon, mens Mads uroligt sad og trommede med hænderne på sine lår, og sit hoved i en rokkende bevægelse for at holde sig i gang. De var flade. Helt færdige. Måske ikke noget usædvanligt scenarie, det med at ville have fritime, når jeg tænker tilbage på min egen skolegang for en del år siden, men matheden i deres stemmer og hyppigheden af disse udbrud, når jeg kommer ind i ydertimerne er tiltaget væsentligt de sidste 5 år.

Jeg har været lærer i 16 år. De 10 af dem før skolereformens indtog.

Jeg er ikke generelt imod skolereformen. Det var jeg heller ikke, før den blev indført. Der findes flere gode elementer i den, hvis de bruges fornuftigt, og ressourcerne er til det.

Den lange skoledag er, efter min mening, bare desværre ikke en af dem. Scenariet overfor med udkørte unger, der ikke magter mere læring, er desværre en tendens, vi i skolen oplever i stigende grad. Børn der er trætte og ”fyldt op”.

Det er selvfølgelig lærerens job at motivere eleverne til læring. Det har det altid været. Også før reformen. Men er det rimeligt over for eleverne, at læreren i højere grad er nødt til at presse hver en dråbe energi ud af dem i de sene eftermiddagstimer, når de i virkeligheden er udkørte og har brug for en mental pause? Er det ikke rimeligt, at de får fri fra undervisning, mens de stadig har energi til at lave nogle af de ting, de selv har lyst til? Spille guitar, gå til dans?

Der mangler i den grad en anerkendelse af, at læring ikke kun finder sted i en undervisningssituation, men også i høj grad foregår ude i verden. Det er jo som bekendt i pauserne fra læring, man bearbejder det lærte. ”Sov på det,” siger man, fordi man efterhånden ved, at når man tager en pause fra det, man grubler over, ja så kommer svaret. Men hvad når børn efterhånden ingen lange pauser har? Når dagen er fyldt ud med ting, vi voksne har bestemt de skal? Hvornår skal de lave det, de selv har lyst til, og hvornår skal de bearbejde alt det, vi fylder på dem i løbet af de lange skoledage? Og hvornår skal de lege?

Giv råderetten over skoledagens længde til skolerne, og slip tøjlerne fra politisk side, så der kan findes individuelle løsninger på, hvordan skoledagen kan blive mest hensigtsmæssig for elevernes trivsel og læring. Flere kommuner er allerede begyndt at give dispensationer, så den understøttende undervisning kan lægges som 2-lærer timer, sådan at eleverne får færre undervisningstimer, men til gengæld har to lærere i de lektioner. Det er nok ikke gjort med det, men det er da en oplagt mulighed, og en god start, til at få forkortet de lange skoledage og give børnene lidt af deres fritid tilbage.

Kommentarer