Elever styrer for vildt – helt uden målstyring!
Gruset knaser under mine fødder, da jeg haster op ad stien mod kirken. Mindst en af mine grupper er gået herop for at optage filmen, og jeg møder ganske rigtigt en konge og en fotograf som diskuterer fra hvilken vinkel de skal skyde når prinsessen banker på den gamle kirkedør. “Hej Karin” råber Anton, “vi har allerede nået 3 scener, vil du se dem?” Jeg kigger lidt, giver et par råd til lys og kameravinkel, og så haster jeg videre.
Vi har blokdag i 6.b. Hele dagen er sat af til anderledes undervisning. Vi arbejder med stumfilm. Eleverne er delt i grupper og har valgt et eventyr som de skal formidle og filme. De fordeler roller, laver sceneoversigt og bestemmer location. Så går de i teatergarderoben og finder kostumer. Jeg er der som hjælper og vejleder, men grupperne klarer det meste selv, de har en god fornemmelse for mediet.
Dagen har været kaotisk, kompleks, sjov og frem for alt meningsfuld. Eleverne har arbejdet med genre og medie, de har været uenige, men har samarbejdet, taget ansvar, været besværlige og været selvstændige. Og så har de produceret en film.
Sådan en skoledag er herlig. Jeg suger elevernes entusiasme til mig og glæder mig over deres finurlige opfindsomhed. Motivationen er i top, dagen giver mening.
Men så er det jeg kommer i tanker om det jeg mangler. Jeg har faktisk ikke skænket det mange tanker, men jeg skal huske at sætte mål for forløbet. Jeg ved det godt. Dybt i mig ligger en forståelse af at vi holder skole for at blive klogere, for at få udbygget vores kompetencer, for at blive hele, kraftfulde, årvågne og livsduelige mennesker. Men jeg kan mærke at jeg fyldes op af en trodsig og barnlig aversion imod at målsætte alting. Mål og delmål i en uendelighed. Afkrydsninger i skemaer og bevidstløse gentagelser i stedet for frie og legende tanker der tager plads i sjælen. I min verden er det en kæmpestor og fed løgn at undervisning der styres ved hjælp af mål gør eleverne dygtigere.
Selvfølgelig skal vi have mål med det vi bedriver i skolen. Men det kan vi sagtens finde ud af selv. Når det bliver et altomfattende system der bredes ud over alt det mangfoldige, smukke og skæve som folkeskolen er, så dræber det motivationen hos både lærere og elever, for skolen er så meget meget mere end det der kan udledes og rummes i rigid og intetsigende målstyring.
