Er læring altid synlig?
Andreas står op af væggen. Han er hvid i hovedet, men han smiler. Det er længe siden, jeg har talt med ham. Han går nu i 9., og jeg var klasselærer for ham på mellemtrinnet. ”Er du ok, Andreas?” Han nikker og fortæller mig, at de i klassen lige har set en film om Holocaust. Jeg husker Andreas som en ængstelig dreng, der altid var nervøs når vi skulle se en film, han ikke kendte, eller når teksterne i danskbogen blev lidt for uhyggelige. ”Jeg havde lyst til at gå, da de viste filmen. Men så kom jeg til at tænke på, at du engang har sagt, at for at forstå sin fremtid skal man kende til sin fortid. Så jeg blev siddende og så hele filmen”, siger han stolt.
Jeg bliver helt stille. ”Har jeg sagt det?” har jeg lyst til at sige. Men jeg giver ham et kram og roser ham for hans mod. Og så slår det mig: den dreng lærte noget dengang, jeg slet ikke var klar over. I min sikkert omfangsrige ordflom den dag, er der en sætning, der har gjort en forskel for et barn. Undervisningen har med garanti handlet om noget helt andet end at sætte sig selv i tidshistorisk perspektiv. Men dét Andreas lærte var vigtigt. Han lærte at turde. At være modig. At konfrontere sig selv med sin sårbare side. Og helt sikkert en helt masse andet.
Mødet med Andreas åbnede mine øjne for at ikke al læring er noget, man kan måle, veje og definere.
Det er heller ikke altid noget man kan se.
Når jeg i dag bliver tvunget til at opstille en endeløs række af kasser med mål for min undervisning, som fx at ”eleven kan afgøre, hvordan en tekst skal læses” eller ”eleven har viden om morfemer i låneord” kan jeg ikke finde de kasser, hvor der står at ”eleven har på baggrund af sin egen refleksion over emnet skabt en holdning til dette” eller ”eleven kan bruge sin æstetiske sans til at diskutere kunst”. Det paradoksale er, at der i formålsparagraffen for folkeskolen rent faktisk står, at vi skal (ud)danne det hele menneske. Fx at folkeskolen skal ”… gøre dem fortrolige med dansk kultur og historie, give dem forståelse for andre lande og kulturer… …og fremme den enkelte elevs alsidige udvikling”. Paradokset ligger i, at vi i vores daglige virke med krav om synlig læring bliver tvunget til at prioritere nogle helt andre ting. Bl.a. via Fælles Mål, hvor der står, at eleven skal tilegne sig en uendelig række af videns- og færdighedsmål.
Færdigheder, der alle kan måles med test.
De mennesker, der kommer ud af en folkeskole, hvor de alene er blevet målt på deres evner til fx at kunne dele ord, huske Pythagoras’ læresætning eller at kunne bøje sein i nutid – er det den slags mennesker, vi gerne vil have til at køre Danmark i fremtiden? Hvad bliver det for nogen mennesker? Jeg ser en generation, der med tunnelsyn tjener et samfund fokuseret på profit, men som ikke udvikler på samme samfund.
Hvis vi er interesserede i at skabe selvstændigt tænkende mennesker, skal vi stoppe med ensidigt at fokusere på de ting, der kan måles og vejes. Vi er nødt til at få plads til at udvikle på de ting, der IKKE nødvendigvis kan måles. Så vi kan udvikle mennesker, der er blevet udfordret på deres evne til at tænke kreativt. At skabe. At nyde kunst og kultur. At gebærde sig som empatiske, kærlige mennesker. At tage vare på deres verden og hinanden. Have modet til at tænke selv. Som Nelson Mandela. Som Martin Luther King. Og som Andreas den dag i dansktimen.
Det er ikke al læring, der kan måles – eller ses! Du kan undervise, fortælle og forklare. Og så kan du krydse fingre for, at dine elever lærer noget. Det er ikke sikkert, at det viser sig i dag. Eller i morgen. Måske sker det først 3 år senere. Som hos Andreas.
Det er på tide, at politikerne, der har hånden nede i folkeskolen indser dette og anerkender, at vi lærere har brug for friere rammer til at bruge læringsmålene meningsfuldt, så vi også kan undervise fremtidens mennesker i at være – mennesker.
