Fra jonglør til illusionist

Vi ønsker alle en god folkeskole med en stærk faglighed, en høj grad af dannelse og god trivsel for eleverne. Jeg mærker de gode intentioner hele vejen rundt; både lokalpolitikere, ledere, forældre, elever og lærere ønsker det bedste for folkeskolen og dens elever.

Reformiveren er stor. Ønsket om forandring og derigennem forbedring er til stede på alle niveauer. Kommunerne er ivrige og investerer store summer i nye digitale løsninger og undervisningsmetoder, som de ønsker lærerne skal indarbejde og benytte i den daglige praksis. Problemet er, at boldene er for mange, og vi når ikke at gribe dem. Vi når ikke at lære at jonglere med den første bold, før den næste allerede er kastet.

Jeg stod på første skoledag i august med en forventningsfuld ny klasse foran mig. Stilhed og store øjne var det, der mødte mig, da jeg trådte ind i lokalet. Jeg kunne gennemgå årsplanerne lavet med det nye digitale værktøj. Jeg kunne præsentere en årskalender for klassen med årets særlige aktiviteter. Jeg kunne præsentere de første undervisningsforløb med læringsmål og evaluering sat ind i det digitale værktøj. Det havde taget mig en 40 timers arbejdsuge at komme i mål med dette. Alt er nyt! Alt tager længere tid! Midt i al den planlægning var vi på kursus i synlig læring, formativ evaluering, taksonomier og en masse andet nyt. Inspirerende! Endnu en bold.

Og her står jeg, som lærer, med alle disse nye bolde, som er kastet til mig oppefra, og det er nu min opgave at gribe dem.

Nu er mine første velplanlagte forløb for længst overstået, og jeg har ikke længere en hel uges ubrudt forberedelse. Hverdagen er trådt i kraft, men kravene er de samme, og jeg lever ikke op til dem. Jeg når kun halvt i mål. Jeg når den overfladiske planlægning. Jeg når ikke at læse alle de tekster, vi arbejder med. Jeg når slet ikke at analysere dem, så jeg er forberedt på elevernes mange og gode spørgsmål. Jeg er blevet god til at dække over min manglende forberedelse; ”Har du spurgt din sidemakker, hvad han/hun tror?” eller ”Hvilken side, siger du, det står på? Lad mig lige se…”

Kommuner landet over kaster nye bolde i et tempo, så lærernes jonglørevner overmatches, og ”fake it ’til you make it” er blevet et mantra i min hverdag. Jeg skaber en illusion for mine elever, og i stedet for succesfuld jonglør er jeg blevet cirkus’ illusionist med et veludviklet talent for at fremstille en falsk virkelighed.

Intentionerne er gode, det ved jeg, men lad være med at kaste flere bolde nu. Lad os få tid til at samle boldene op én efter én, og giv os ro til træning og tilegnelse af alt det nye, og giv det så tid til at give effekt. Kast ikke flere bolde de næste mange år. Vi vil have ro til at træne med det antal bolde, vi har nu.

Kommentarer