Fri mig fra den gordiske knude.


image

Den berømte gordiske knude som kong Gordios havde bundet mellem sin stridsvogn og et åg var kendt som værende uløselig, indtil Alexander Den Store tog sit sværd og med et slag huggede knuden over.

Allegorien kom til mig, da jeg forleden så min yndlingsforfatter Yahya Hassan, som på kontant vis stoppede medierne og politikernes retorik om indvandrere og udsatte ved med et sværdhug at fjerne knuden og give åget tilbage til de ansvarlige – politikerne og medierne.

Læreres gordiske knude er, at vi seneste år blevet fremstillet som dovne og klynkende af næsten alle landets politikere, medier, kommunefolk og djøf’ere på alskens niveauer . Siden har vi kæmpet for at løse den knude med hundrede af knivskarpe indlæg – uden meget held.

Måske fordi vi lærere er noget så fremsynet som solidariske. Solidariske med vores elever og med skolen, som er et sted, hvor man skal skabe lærdom og glæde for elever.

Før tilstedeværelsespligten arbejdede jeg mange flere timer, end jeg var normeret til – og gjorde det med glæde og elevernes begejstring for øje. For deres begejstring er min begejstring, og begejstring skaber selvsagt læring. Selv under de vanskelige betingelser vi har i dag kæmper vi stadig for den bedste læring.

Men uagtet vores mange opråb, er knuden ikke løst. Måske fordi ingen i magtens tinde kender det solidariske sprog. Et hurtigt kig på djøf’ernes fagside bekræfter mine bange anelser med følgende tophistorier:
– Så meget stiger din løn på 10 år. – Sådan får du dit første lederjob. – Djøffere forelsker sig i djøffere.

Økonomi- og jurastudier er ganske nyttige på rette sted, men rummer ikke nævneværdige kundskaber i skole og undervisning, videnskabelig indsigt om læring, faglighed, motivation og værdier.

Vi lærere er bundet sammen med disse folk i en gordisk knude, spundet af manglende viden og helt urimelig mistillid.

Jeg vil have et sværd.

Kommentarer