Genstart Folkeskolen

Billedresultat for samarbejde

Hvis vi vil have en Folkeskole i verdensklasse, som mange politikere og erhvervsfolk ønsker, så er der kun en vej frem, og det er at investere massivt i den.

VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) er i sin afsluttende evaluering af folkeskolereformen bl.a. kommet frem til, at de fagligt svageste elever ikke er blevet løftet fagligt, at elevernes trivsel er faldet, at de faglige resultater ikke er blevet forbedret, og at flere fagtimer ikke giver bedre resultater. Det må nu stå klart for enhver, at det ikke er en vej, vi skal fortsætte ud af.

Jeg mener, at folkeskolen har brug for lærere, der er forberedte. Skolereformen fra 2014 er bl.a. finansieret ved, at lærerne skal undervise mere, hvilket medfører færre timer til forberedelse. Hvis vi, lærere, skal lave en undervisning, der er varieret, inkluderende for alle børn, bevægelsesorienteret og hvor vi i forskellige emner og forløb skal inddrage videnspersoner udenfor skolen (åben skole) samt tage på ekskursioner ud af huset, så har vi brug for mere forberedelsestid. Det kræver indholdsbearbejdelse, samarbejde, tid, overblik og koordinering at få førnævnte til at gå op i en højere enhed – forberedelse er en forudsætning for, at det kvalitetsmæssigt kan lykkedes.

Lavere klassekvotienter er nødvendige, så vi lærere har mulighed for at nå rundt til alle eleverne (højest 24 elever i en klasse vil være optimalt). Alle elever har brug for at blive set, hørt og hjulpet, det er meget svært, eller næsten umuligt med 28 til 29 elever i klassen, som der er i mange folkeskoleklasser. Vi skal lykkedes med inklusionen, men hvis det skal lade sig gøre, så er vi nødt til at varetage hele klassens behov. Her er en lavere klassekvotient også vigtig.

For at lave en varieret og bevægelsesorienteret undervisning osv. med høj grad af differentiering er to lærere i klassen (to-lærerordning) et godt udgangspunkt. De to lærere kan forberede, gennemføre og evaluere undervisningen sammen, hvilket vil højne refleksionsniveauet for dem begge, hvilket kommer eleverne til gavn både på kort- og lang sigt. Det er ligeledes nødvendigt i inklusionsøjemed.

Et kontinuerligt og konstruktivt skolehjem-samarbejde med engagerede forældre samt et omgivende samfund der har tillid til at lærerne gennem deres uddannelse ved, hvad børnene har brug for, når de skal udvikle deres personlige, sociale og faglige kompetencer er altafgørende i forhold til, hvordan børnene møder skolen, kammerater og lærerne.
I/vi forældre spiller en enorm rolle, I/vi har et stort medansvar for, om den enkelte klasse og det enkelte barn har optimale muligheder for at lykkedes. Den måde I/vi, som forældre, taler til og om de andre forældre, elever og os lærere i det daglige, om det er over middagsbordet derhjemme, på skolen eller ved fritidsaktiviteten er ekstrem vigtig. For den samtaleform er med til enten at understøtte eller underminere fællesskabsfølelsen og dermed den inkluderende tilgang til hinanden.

Skoledagen skal gøres kortere, eleverne skal have færre timer, og de skal i stedet tilbydes en reel varieret dag, hvor skoledagens stramme rammer og struktur bliver efterfulgt af friere udfoldelsesmuligheder for børnene i enten SFO eller juniorklub.

Det er væsentligt, synes jeg, at der etableres friere lærings- og dannelsesmæssige aktiviteter, men også rum til at børnene på egne vegne kan disponere og prioritere deres gøren og laden selvfølgelig altid med mulighed for at få voksenhjælp, når og hvis det kræves. Det er altafgørende, at børnene får de allerbedste rammer til at udvikle deres forskellige potentialer. Det mener jeg bedst gøres ved, at mulighederne for at kombinere leg og læring bliver større og bedre for alle børn. Det er essentielt, at alle børns behov, personlige, sociale og faglige kompetencer kommer i spil. 

Den håbe- og forventningsfulde far, folkeskolelærer og medlem af SF

Kommentarer