Har du fri nu?

”Har du fri nu?”, spørger Søren, idet jeg skræver over hans rygsæk og begiver mig gennem flokken af udskolingselever, der skal starte valgfag om fem minutter. ”Ja, vi ses i morgen”, svarer jeg og undlader at vejlede ham i forståelsen af, at jeg jo egentlig først har helt fri om nogle timer.

Det er tirsdag. Klokken er 13.40, og i dag har jeg ingen møder. Det betyder uforstyrret forberedelsestid de næste to timer og 35 minutter. Dog; i dag har jeg ikke brug for to timer og 35 minutters forberedelse. Jeg er godt med. Undervisningen er tilrettelagt for de næste dage og 8.b’s essays modtager jeg først i morgen. Bevares! Jeg kan godt bruge tiden og gør det også. F.eks. ved at kigge lidt længere frem i kalenderen. Den slags forberedelse er desværre ikke særlig effektiv, for undervisning og elever er dynamiske faktorer, og præmissen er i konstant forandring. Dermed udnyttes min ressource ikke optimalt, for jeg skal med garanti gennemgå dagens planlægning igen.

To uger går. Jeg har afholdt en helt uforstyrret efterårsferie, hvor hverken computer eller skoletaske kom med hjem.

Tirsdag igen. I dag har jeg møde. Jeg har ikke tid til det møde. Jeg skal have læst 8.b’s essays, og jeg skal have planlagt de næste dages undervisning. Derudover er jeg blevet tildelt to (meget spændende) ekstra opgaver, som jeg glæder mig til at udføre. Men lige nu er jeg sur og irritabel og ikke særlig konstruktiv som mødedeltager. Undervejs bliver diskussionen lidt højrøstet. Jeg bliver provokeret og vred og forlader kortvarigt lokalet for at falde ned. Sådan ville jeg ikke have reageret tidligere. Jeg er et roligt menneske, der sædvanligvis evner at bevare overblikket og trives godt med at planlægge og arbejde efterhånden som opgaverne kommer.

Det, der har ændret sig, er ikke min tilstedeværelse på skolen. Jeg har altid lavet størstedelen af mit arbejde her. Sådan fungerer det bedst for mig. Det, der ikke dur er, at jeg skal blive til 16.15, når det er tirsdag, og jeg skal gå hjem kl. 16.15, når det er tirsdag. Fleksibiliteten er forsvundet.

Lærerjobbet er farverigt og mangfoldigt. Det betyder bl.a. at arbejdsmængden svinger enormt fra uge til uge. Det er et faktum, og det er berigende.

Regeringen har just lavet en ny finanslov, hvor man har givet håndslag på, at udgifterne fortsat skal holdes nede. Lov 409 var (måske) en spareøvelse, og skolereformens hovedformål er, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Disse faktorer hænger, efter min bedste overbevisning, ikke sammen.

Hvis jeg havde haft fleksibilitet til at arbejde et par timer mindre i ugen før efterårsferien og overføre disse til ugen efter, ville jeg have kunnet bevare overblikket og være på forkant med situationen og opgaverne. Min undervisning ville have været bedre kvalificeret, fordi den var forberedt i forhold til, hvor langt 8.b var nået, og min tilstedeværelse på mødet ville have bidraget mine kolleger reel sparring. Og der ville stadig have været tid tilbage!

Hvis ressourcen skal udnyttes optimalt skal vi give noget af fleksibiliteten tilbage til lærerne. Jeg arbejder ikke mere, end jeg gjorde før, men jeg føler mig fanget i en rigid tilstedeværelsestid, som forringer min undervisning og stresser mig unødigt.

Ressourcen udnyttes for dårligt, og det har vel næppe været meningen med noget som helst.

Kommentarer