Hvad hjælper massage, når man lige har fået en lussing af en elev?

Hvis volden mod lærere i folkeskolen skal nedbringes, skal der ansættes flere lærere, for inklusion kræver ikke kun kloge koncepter, men også lærere der fører dem ud i livet.

Den 25. januar kunne man på TV2 Lorry se, at volden mod lærere i København er steget med 78%. Samme dag fik min kollega Sofie en lussing af en elev i 1. klasse. Sofie er en hamrende dygtig lærer, der uden problemer sætter sig i respekt og får ro i klassen. Alligevel fik hun en lussing. Af en elev i 1. klasse. Heldigvis har hun hurtigt rystet oplevelsen af sig, måske fordi det var første gang. Men det er kun 3 uger siden, jeg måtte sige farvel til en anden ligeså dygtig kollega, der ikke længere kunne holde til en hverdag med bid, slag og kvælertag. Der går noget tid, inden jeg glemmer hendes grå ansigt og hendes triste øjne, da hun fortalte mig, at hun havde sagt op.

Heldigvis er ingen i tvivl om, at vi står med et problem. Undervisningsminister Merete Riisager og Børne-og Ungeborgermester i København Pia Allerslev, tager udviklingen alvorligt. Merete Riisager vil se på om vi har værktøjer, der kan afhjælpe problemet, eller om der skal udvikles nye. Pia Allerslev peger på indsatsen ”Arbejdspladsen i fokus” hvor der er afsat 80 millioner kroner til arbejdsmiljøet på skolerne i København. Derudover skal lærerne i ressourcecentrene og skolelederne hjælpe med at få tingene til at fungere. Spørgsmålet er dog om det er nok, når en af årsagerne til problemet er, at vi skal rumme elever med særlige behov, uden at der følger lærerressourcer med.

Min skole er kommet med i projektet ”Arbejdspladsen i fokus” hvor vi får besøg af nogle konsulenter, der skal hjælpe os med arbejdsmiljøet. Derudover har vi fået en pose penge, som vi kan bruge på ting som massage og fysioterapeuter, som min leder foreslog. Men hvad hjælper massage, når en elev har taget kvælertag på én?

Vi har dygtige vejledere i ressourcecenteret og en inklusionskonsulent, der jævnligt lægger vejen forbi skolen. Alle sammen personer, der skal hjælpe os med at skabe ”inkluderende læringsmiljøer”, dvs. at indrette skolehverdagen på en måde, at alle elever kan rummes uanset deres forskelligheder. Men hvad hjælper deres vejledning, når vi mangler hænder til at føre deres ideer ud i livet?

Når elever med særlige behov skal inkluderes i folkeskolen, skal der tages mange hensyn. Der er elever der hurtigt bliver overstimuleret, har brug for struktur og ro, har svært ved at forstå sociale spilleregler. En del af deres behov kan imødekommes med klasseledelse og undervisningsdifferentiering, men det bliver svært, når man står alene med 28 børn. Hvad gør man med de 4 elever der har brug for en pause, mens resten af klassen har behov for at fordybe sig? Hvad gør man med de elever, der har svært ved for mange skift, når resten af klassen har brug for afvekslende aktiviteter for at komme igennem en lang skoledag? Her gør det en verden til forskel, at der er en anden lærer til stede. Én der kan holde en pause med en lille gruppe elever, én der kan skabe ro og struktur, tilrettelægge en anderledes skoledag, når der er behov for det.

Da den tyske delstat Nordrhein-Westfalen i 2013 vedtog en ny inklusionslov på skoleområdet, regnede skoleforskere på, hvad dette ville koste. Min fødeby Essen, der med 600.000 indbyggere størrelsesmæssigt ligner Københavns Kommune, skulle bruge 12 millioner Euro mere om året. Pengene skulle bruges til at gøre klasserne mindre og indføre to-lærer-ordninger. Anbefalingen var, at inklusionsklasser skulle have 20 elever, hvoraf højst 5 måtte have særlige behov. Klasserne skulle undervises i samarbejde med en almindelig lærer og en lærer der uddannet i specialpædagogik, og derudover understøttes af undervisningsassistenter og pædagoger.

Selvfølgelig kan man ikke uden videre sammenligne inklusionsloven i Nordrhein- Westfalen med arbejdet med inklusion i Danmark. Det er dog vigtigt at fremhæve, at man i Nordrhein-Westfalen anerkender, at inklusion kræver flere lærere og færre elever i klasserne, og at det koster penge. I Danmark er vi gået den modsatte vej. Antallet af lærere i folkeskolen er faldet med 14% siden 2009. Og i perioden 2009 – 2015 er klassekvotienten steget hvert eneste år. Andelen af elever der går i klasser med 25 eller flere elever er steget fra 17% til 27%. Samtidigt med at der skulle inkluderes flere elever med særlige behov og diagnoser. Inklusion som sparøvelse.

Vi er nødt til at se i øjnene, at inklusion har en pris. Lige nu bliver den betalt af lærere der går ned med flaget og sårbare elever, der i deres afmagt tyer til vold. Så hvis I, Merete Riisager og Pia Allerslev, virkelige gerne vil gøre noget mod den stigende vold mod lærere, kan I ikke komme udenom at tænke i lærerstillinger.

 

Bragt i Berlingske Tidende 8. februar 2017

Kommentarer