Ingen børn skal komme i klemme?

6.c. er nået til ugens sidste lektion. Alle eleverne skynder sig ned til Håndværk og Design – værkstedet og går straks i gang med allerede påbegyndte genbrugstræ-figurer. Jens ankommer og der går ikke tre sekunder, fra han ruller ind over dørtrinnet til han står og fægter med en sav, som han i øvrigt har hevet ud af hånden på Oliver. Oliver bliver selvfølgelig sur og råber op. Klassen ser måbende til, og jeg prøver roligt, men i et bestemt toneleje at få Jens til at aflevere saven tilbage til Oliver. Det vil Jens i første omgang ikke, under nogen som helst omstændigheder, for som han råber “kan du ikke forstå, at jeg skal bruge saven”. Jeg foreslår at Jens henter en anden god sav. Jens slynger nu arrigt saven hen over gulvet, samtidig med at han hysterisk skriger: “Jeg får altid, altid skylden”. Saven rammer heldigvis ingen, men Oliver, den ellers kække dreng, bliver så forskrækket over optrinnet at han begynder at græde. Jens har nu trukket sig højt hulkende hen i et hjørne af lokalet.

Klassen falder til ro, og jeg får trøstet Oliver, som grådkvalt fremstammer: “nu når jeg ikke at blive færdig”…, imens han nervøst kigger op på uret…. “øv altså, det havde jeg sådan glædet mig til”. En tredjedel af lektionen er allerede gået og klassen kommer endelig rigtig i gang. Her er det så, at jeg skulle være til rådighed for hele klassen med hjælp, råd og vejledning. Men Jens sidder stadig hulkende i hjørnet og jeg må bruge kræfter og tid på at tale ham til ro. Tiden går og klassen som ikke er uvant med lignende konflikt-scenarier, hvor Jens er i centrum, udviser også i dag en utrolig stor tålmodighed. Jens indvilger endelig i at finde sin figur, hvis jeg går med, og straks hjælper netop ham. Nu er det så, at vi er nødt til at rydde op og slutte af. Lektionens sidste minutter foregår i ro og mag og vi får alle sagt “God Weekend” til hinanden, med et smil på læben.

Endnu en gang må jeg gå hjem med bekymring om Jens – men også med tanken om, at den store gruppe blev “Sorteper” og kom alvorligt i klemme, fordi de “få” fylder så meget.

Måske er tiden moden til at opgive den store vision “den danske folkeskole er for alle” for ikke at tabe den store gruppe børn, som kan fungere i et læringsfællesskab og for ikke at lade de få elever med markante problemer i stikken?

Hvis den danske folkeskole skal kunne rumme og være et trygt sted for alle børn, må det være nødvendigt at genoverveje hvor mange pædagogiske personale-ressourcer  der er nødvendige og hvilke efteruddannelsesmuligheder den enkelte lærer har brug for, for at få en tålelig skoledag med færre bekymringer. En skole hvor der er bedre vilkår for at komme i mål med, at give alle børn det nødvendige fundament til at kunne klare livet. En skole hvor der er tid og rum, til at alle børn får det nødvendige “boost” for at udvikle netop deres evner og få et rigtigt godt liv.

Kommentarer