”Jeg er jo bare en 02’er”

”Hvorfor skal jeg lave den, når jeg alligevel bare får 02? Det er jo lige meget, hvad jeg gør, for I giver mig jo alligevel altid bare 02.” Det er ikke første gang, Yasmin siger sådan. Jeg har kun undervist Yasmin i et par måneder, efter jeg overtog klassen i engelsk i 9. klasse, men jeg har hørt hende sige sådan flere gange. Jeg har ellers en opfattelse af, at hendes læringspotentiale er fint. Hun er ganske kvik, og når hun følger med, kan hun svare fint og tale med på engelsk. Men hun lukker sig mere og mere inde, og efter årets første engelske stil, hvor hun, måske grundet manglende tro på tingene, fik 02, har hun stort set ikke deltaget i undervisningen. Yasmin ved godt, hvad en projektopgave går ud på, og lidt presset indrømmer hun også, at hun nok godt kan lære lidt ved at lave opgaven. Alligevel er motivationen til at lave opgaven ikke til at hive frem. For hun ”får jo alligevel bare 02”. Og så skal hun igen sidde og kigge på sine klassekammerater, som enten jubler over deres 12-tal eller brokker sig over deres 7-tal. Alt imens Yasmin føler sig mindre og mindre værd. Hun er jo bare en 02’er.

 

Ovenstående eksempel er bare et af mange. Historien gentager sig hver dag i mit arbejdsliv som lærer i folkeskolen. Jeg ser masser af elever, som starter i 7. klasse med glæde ved undervisning og tro på tingene, men som mister al tro på egne evner og motivation for læring, fordi de bliver målt i tal. Og den mundtlige eller skriftlige feedback kan være nok så positiv. ”Godt arbejde”, ”Flot udvikling” eller ”Sejt, at du har fået styr på…” falder for døve øre, hvis det er efterfulgt af et tal, som er lavere end det, elever og forældre finder acceptabelt. Eleverne identificerer sig lynhurtigt med deres karakterer og bliver til det 02-tal, som står skrevet nederst på deres stil, matematikaflevering eller bograpport. Men vi skal give dem det tal. For i dag synes det, for undervisningsministeriet, vigtigt at kunne måle og veje børnene. Hvor dygtige er de sammenlignet med andre? Det er vigtigt. Så kan vi også sammenligne skolerne. Og åbenbart er holdningen, at de bedste skoler må være dem, hvor eleverne får bedst karakterer. Men hvad er vigtigst? At børnene lærer mest muligt og bliver robuste mennesker, eller at vi kan måle, sammenligne og stemple børnene? Hvis du spørger mig, så skal karaktererne ud af evalueringen, og vi skal lade lærerne evaluere hver elev differentieret alt efter, hvad det enkelte barn har behov for. For hvor er det synd, at Yasmin skal føle sig som en 02’er.

Kommentarer