Kan det virkelig passe, at utryghed skaber udvikling i skolen?

Lærernes sommerferie var slut, og vi var på kursus, ugen inden eleverne igen spidsede blyanter og spændte stropperne på deres skoletasker. En proceskonsulent skulle udvikle vores skole. Teamarbejdet skulle udvikles til det bedre, det skulle effektiviseres.

Mindfullness i teamsamarbejdet var proceskonsulentens koncept. Vi skulle lære at nulstille vores hjerner, inden vi startede et teammøde. Teamsamarbejdet ville blive ligeså jomfruligt og gnidningsfrit som Adam og Eva i Edenshave, før de spiste æbler fra Kundskabens træ. Midt i al jomfruligheden sagde proceskonsulenten ”Utryghed er godt på en arbejdsplads, fordi det sikrer at skolen udvikler sig”. ”Jeg ved sgu ikke med jer andre, men at jeg skal være utryg, når jeg går på arbejde, det har jeg ikke lyst til” udbrød Hans en gammel garvet lærer. Som vi sad der på kursus, gik det op for os, at vi havde spist æblet for lang tid siden. Vi var ude af haven. Var hensigten med konceptet, at vi skulle takle utryghed på arbejdspladsen, hvis vi skyllede vores erfaringer fra den daglige undervisning ud med badevandet til fordel for mindfullness?

Jeg mener ikke, at et mindfullness koncept skal opmuntre mig til at se simplet på et problem med 400 løsninger. Undervisning er et alsidigt møde mellem børn og voksne, f.eks. når jeg skal lære en 3. klasse om det gode og det onde i mennesket, eller 5 gange 5 er 25. Det er vores virkelighed, som ikke kan forsimples til mindfullness. Det her er et tydeligt eksempel på et nyt smart koncept fra skrivebordet, der mødte virkeligheden.

En gammel garvet lærer som Hans der sagde fra, fordi han ikke kan se meningen i at være mindfull og utryg i sit arbejde, når proceskonsulenten siger det, mener jeg i højere grad sikrer en skoles udvikling.

For kan det passe, at en kommune hyrer proceskonsulenter ind, som mener, at utryghed på arbejdspladsen er godt for skolens udvikling? Det er godt, man har én som Hans.

Kommentarer