“Kom nu til tiiiiiden ….vi andre venter”

I 4. klasse har vi en aftale om, at eleverne har 4 minutter ekstra til at komme ned i Håndværk og Design værkstedet, efter at klokken har ringet ind. Vi har to lektioner i træk. Starter altid med en meget kort information om nye teknikker, materialer og andet der er relevant og nødvendigt  for at deltage aktivt i dagens undervisning.

De fleste elever er allerede ankommet og er højlydt spændte på dagens program. Lars, Mads og Sofie er ikke kommet efter syv minutter og jeg må også i dag mane til tålmodighed, når de 21 andre begynder at blive utålmodige og trætte af at vente. Et par ellers parate elever begynder at skubbe til hinanden og en skriger højt “lad nu være”. Nå, men der kommer ro på, og klassen småsnakker i højt humør.

Peter råber “Kan vi ikke  bare begynde?” og her behøver jeg ikke svare. Amalie efteraber min stemme: “Nej, alle skal høre den vigtige fælles information, så man kan deltage aktivt og nå i mål med dagens opgave”. Eleverne har hørt mig sige det igen og igen, mens vi venter på de sidste. Vi griner sammen og så skriger Peter: “Nu vil jeg altså igang” “Jeg gider ikke vente”. Samtidig springer han op som en trold af en æske  og sparker ud efter René. René råber op og der opstår tumult. Jeg kommer til og kræver en forklaring fra Peter, som nu er begyndt at græde og han fremstammer: “René sidder og stirrer ondt”. René sad såmænd bare i sine egne tanker og råber nu grædende, at han ikke stirrede, men bare ventede på at komme igang. Vi får reddet trådene ud og alle fortsætter små-snakkeriet i en god tone.

Der er nu gået 12 minutter. Jeg stikker hovedet ud af døren og ser Lars, Mads og Sofie komme traskende ned af gangen. De skynder sig ikke, men begynder da de når døren, i munden på hinanden, at fortælle at de ikke hørte klokken. Her er det så Peter råber “jeg sagde jo til jer, at vi skulle ind”… “men I gad jo ikke”.  

Jeg irettesætter hurtigt de tre, hvortil Sofie flabet svarer:

“Du kan da bare skrive hjem…min mor er da ligeglad, om jeg kommer for sent”.

“Min mor siger altid, at festen først begynder når prinsessen ankommer”.

Jeg tænker, lidt hovedrystende, at det jo ikke er helt forkert, for også i dag har vi andre ventet. Nu tror jeg så vi kan komme i gang, men Lars og Mads sparker råbende ud efter hinanden og på ny opstår der postyr, hvilket betyder at de læringsparate elever endnu engang må vente. Denne tirsdag tog det 23 minutter før vi kunne komme i gang.

23 minutters spildtid.

23 minutter fra de mange elever, der hver dag kommer glade, ivrige, positive, veludhvilede og læringsparate. Det kan ikke passe at man dagligt skal kæmpe med elever der møder  ligeglade og umotiverede. Det må være forældrenes ansvar at levere et styk læringsparat barn, så det er muligt at tage over og gøre det som vi lærere er bedst til, nemlig at undervise og give eleverne lyst til at lære mere. Måske er løsningen, at ringe hjem til forældrene:

“Dit barn er ikke læringsparat i dag, og du er derfor nødt til at hente dit barn”.   

 

Kommentarer