Kys koordineringen!

Jeg sad forventningsfuld i stolen over for socialrådgiveren. Hun havde indkaldt min datter og mig til samtale om en underretning, kommunen havde modtaget fra den lokale præst.

Min datter var optaget af, at hun måske nu endelig havde udsigt til at kunne komme i skole igen. Hun havde nemlig ikke haft et skoletilbud, som hun kunne møde op til i otte måneder.

Rådgiveren klikkede febrilsk på computerens tastatur og rømmede sig: “ Jeg kan jo se…altså I har været i åben rådgivning en del gange..” Jeg bekræftede, at vi flere gange havde benyttet os af kommunal sparrings cafe, for at finde ud af hvordan vi hurtigst muligt kunne få hjælp til, at min fjortenårige med indlæringsvanskeligheder på grund af manglende skoletilbud, var overladt til at sidde hjemme, i stedet for at modtage undervisning.

Rådgiveren var forvirret over, at vi ikke var i systemet eller modtog nogen form for hjælp, indtil der pludselig gik en prås op for hende:” Nårh! hun har jo en hjerneskade, kunne det være, at hun hørte under handicap afdelingen?”

Jeg medgav, at det kunne der jo være en vis ræson i, hvorpå hun svarede: “ jamen så er det derfor, jeg ikke kan finde jer, dem taler vi ikke med”.

Underretningen var skrevet på min opfordring. Præsten delte heldigvis min bekymring.

Til fælles konfirmationsforberedelse så hun en pige, der trådte ind i lokalet med en kropsholdning som en bænkebidder, der forskræmt kravlede langs panelerne. En pige, som i tosomhed med præsten, rettede ryggen og tillidsfuldt grinede og snakkede løs. Det var tydeligt for hende, at her var en ung, som havde mistet sit selvværd i selskab med jævnaldrende. Heldigvis havde hun ikke mistet sin tillid til voksne. Endnu.

I min hverdag oplever jeg dagligt, at det er en udfordring, at de forskellige instanser ikke kommunikerer godt nok. Det var fortvivlende som mor og min frustration bliver ikke mindre, når jeg som lærer, møder elever, hvis skolegang bliver udfordret af manglende koordineret indsats.

Jeg har ikke tal på, hvor mange møder jeg har siddet til som professionel og ønsket, at de dygtige fremskudte rådgivere vi har på skolen også turde tage myndighedskappen på fra start og rulle ud, hvad der kunne være en meningsfuld indsats at byde ind med, for at støtte op om en elev eller hele familien for den sags skyld, hvis det er det, der er behov for.

Jeg mangler, at vi i højere grad koordinerer, når en familie kan have brug for hjælp i hjemmet, såvel som i skolen. Koordinerer så farens jobmentor ved, at far kommer for sent til aktivering, fordi datteren har angst og ikke kan komme ud ad bilen. Ikke fordi han ikke gider møde op. Koordinerer så jeg kan regne med, at når en forvaltning modtager en underretning, så tjekker de, om der er en anden i forvaltningen, som ved noget om det barn, også selvom kollegaen sidder i en anden afdeling.

Jeg oplever, at både familier og lærere er fuldkommen dedikerede til at få udfordrede børn i trivsel.

Det er bare ikke altid, at vi kan løfte opgaven i skoleregi alene.

Det handler faktisk bare om at tale sammen med det for øje, at vi gerne vil hjælpe. Ikke en skubben udgiften rundt om bordet, som efterlader samtlige implicerede i modløshed med en fornemmelse af, at det her kommer til at koste rigtig mange flere møder. Det er for dyrt for alle, økonomisk som personligt.

 

Vi skal sikre os, at vi har tilladelse til at udveksle og samarbejde. Men jeg vil vove den påstand, at størstedelen af familier med udsatte børn ville tage imod en koordineret indsats med kyshånd.

 

 

Kommentarer